Liverpool bliver målby i næste års Tour de France

15. JAN 2026 • 20:52SPORT

Carlisle, Liverpool og Cardiff bliver målbyer på de tre første etaper af Tour de France i 2027.

Normalt er Liverpool kendt for sit fodboldhold, men i sommeren 2027 kommer også cykelsport til at fylde i byen.

Således blev det torsdag offentliggjort, at Liverpool bliver målby på 2. etape af Tour de France, der har start i Keswick.

Det fremgår af Tourens hjemmeside.

Det var allerede kendt, at skotske Edinburgh bliver startstedet for Tourens Grand Départ 2. juli. 1. etape byder på et barskt terræn og ender i Carlisle på den engelske side af grænsen.

3. og sidste etape på britisk jord vil være i Wales fra Welshpool til Cardiff. Den vil byde på otte kategoriserede stigninger, lyder det.

Også kvindernes Tour de France Femmes begynder i Storbritannien. 1. etape køres fra Leeds til Manchester, og 2. etape går videre til målbyen Sheffield. 3. etape køres i London.

Det er første gang, at mændenes og kvindernes Tour de France begynder i samme land uden for Frankrig. Herrernes løb er startet i Storbritannien to gange før - i 2007 og 2013 - mens det er første gang for kvinderne.

Ifølge arrangøren vil det blive den største sportsbegivenhed i britisk historie, der er gratis for tilskuere.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

15. JAN 2026 • 22:44SPORT
Dansk angriber lyner i Bologna-sejr
FÅ ABONNEMENT