Lindsey Vonn tager første podieplacering i seks år

23. MAR 2025 • 20:28SPORT

40-årige Lindsey Vonn blev søndag nummer to i super-G i World Cup-afdelingen i Sun Valley.

Lindsey Vonn satte søndag streg under, at hun mener sit comeback alvorligt.

Med en andenplads i World Cup-afdelingen i super-G tog hun således sin første podieplads i mere end seks år.

Med til den historie hører, at den 40-årige amerikaner i december fik comeback, knap seks år efter at hun egentligt havde stoppet karrieren.

- Det var sidste løb i sæsonen, og jeg gav alt, hvad jeg havde. Det er dette niveau, jeg ved, at jeg kan levere på - og jeg ved, jeg kan gøre det endnu bedre.

- Det var været en hård sæson med folk, der har sagt, at jeg er for gammel, og at jeg ikke er god nok længere. Jeg synes, jeg har modvist alle, siger Vonn ifølge nyhedsbureauet AFP.

Siden december har Vonn leveret en stribe af blandede resultater på World Cuppen og en sparsom optræden ved VM i Østrig i februar, hvor hun blandt andet styrtede i netop super-G.

Indtil søndagens løb i Sun Valley i det vestlige USA var en fjerdeplads indtil videre bedste placering siden comebacket for den i mange år dominerende kvindelige skiløber.

Vonn tog andenpladsen i meget tæt kamp med vinderen af den samlede World Cup, italienske Federica Brignone, men var til gengæld et godt stykke fra schweizeren Lara Gut-Behrami, der vandt både søndag og super-G samlet for sæsonen.

- Det har været op og ned i år, og det har været svært at forblive positiv i perioder, fordi folk har sagt til mig, at jeg burde stoppe igen.

- Men i dag betyder alt for mig. Dette er kursen mod Cortina (hvor OL afholdes i 2026, red.). Jeg er positiv og glad, siger Vonn.

Vonn står noteret for 82 World Cup-sejre, hvilket kun landsmanden Mikaela Shiffrin med sine indtil videre 100 sejre har gjort bedre hos kvinderne.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT