Mors-Thy sælger ligatopscorer til udenlandsk klub

26. FEB 2026 • 09:14SPORT

Victor Norlyk rykker til sommer videre fra Mors-Thy efter en flot sæson. Lige nu er han topscorer i ligaen.

Mors-Thy har solgt bagspilleren Victor Norlyk til en udenlandsk klub.

Det skriver klubben fra landets bedste håndboldliga torsdag på sin hjemmeside.

Ifølge TV 2 Sport er der tale om franske Nantes.

- Da Victor er på kontrakt i klubben indtil 2027, havde vi naturligvis muligheden for at udskyde hans drøm. Men det mener vi ikke er det rigtige i denne situation.

- Der er en kæmpe signalværdi for Mors-Thy Håndbold i, at vi kan sende et af vores egne kæmpe talenter direkte til en topklub i Europa, siger Mors-Thy Håndbolds direktør, Ian Marko Fog.

22-årige Norlyk er med sine mange mål en stor del af forklaringen på, at holdet aktuelt ligger godt til i Håndboldligaen.

Han har scoret 186 mål i 22 kampe og deler topscorerværdigheden med GOG's Frederik Bjerre.

Fraregnet straffekast har Norlyk scoret 130 gange, og det er flest af alle.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT