Lettet Tauson: Første kamp i sæsonen er altid svær

30. DEC 2024 • 07:30SPORT

Clara Tauson tog natten til mandag hul på sæsonen med en sikker sejr i WTA-turneringen i Auckland.

En kamp, en sejr.

Tennisspilleren Clara Tauson tyvstartede mandag 2025-sæsonen på bedst mulig vis i WTA 250-turneringen i Auckland, og det var vigtigt for hende at få en god start.

Det siger hun i interviewet på banen efter sejren på 6-2, 6-3 over den 26-årige italiener Lucrezia Stefanini.

- Første kamp på året er altid svær. Jeg ved, at vi stadig er i 2024, men det er noget tid siden, jeg har spillet en kamp. Jeg er rigtig glad for min præstation, og jeg ser frem til næste runde, siger Tauson.

Danskeren er seedet som nummer fem i turneringen, der har en samlet præmiesum på knap to millioner kroner.

Hun er imponeret over den kulisse, som fansene skabte i førsterundekampen i New Zealand.

- Det var fantastisk. Jeg har aldrig set et publikum som dette på en mandag i en 250-turnering, så det var fantastisk at spille her, lyder det fra 22-årige Tauson.

I anden runde kan hun rende ind i amerikanske Sofia Kenin, der tidligere har vundet Australian Open, men i dag er nummer 81 i verden. Kenin skal dog først lige forbi kinesiske Xiyu Wang.

Selv er Tauson nummer 50 på verdensranglisten.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT