Skade i ribbenene tvinger suveræn van der Poel til afbud

1. JAN 2025 • 19:02SPORT

Mathieu van der Poel døjer med smerter i ribbenene og var ikke til start i onsdagens cykelcrossløb.

Ingen har været i nærheden af at matche Mathieu van der Poel, når hollænderen er stillet til start i cykelcross denne sæson.

Men nu er han blevet tvunget til at holde pause. Det fortæller den ledende sportsdirektør på Alpecin-holdet, Christoph Roodhooft, til mediet wielerflits.nl.

29-årige Van der Poel ramte en pæl, da han i slutningen af december vandt et løb i belgiske Loenhout.

- I Loenhout blev Mathieu på et tidspunkt ramt af en punktering, og forhjulet gled. Derfor ramte han en pæl med brystkassen, og hans ribben blev ramt, siger Christoph Roodhooft.

Efter søndagens sejr i Frankrig blev smerterne værre, og han måtte derfor melde afbud til onsdagens konkurrence i Baal.

- Der havde han virkelig problemer. Andendagen er altid den sværeste med den slags skader. Tirsdag irriterede smerterne ham, og de er ikke gået væk. Vi har derfor besluttet, at han ikke skal til start i Baal, siger holdchefen.

Det vides endnu ikke, hvor længe skaden kommer til at hæmme cykelstjernen. VM er blot en måned væk, men det lader ikke til at være en bekymring for holdet.

- Vi må se, hvordan de næste dage går, siger Christoph Roodhooft.

- Det er mest en sikkerhedsforanstaltning, at han ikke er med os i Baal. Det er selvfølgelig ikke rart for ham, men vi kan ikke gøre noget ved det.

Van der Poel har vundet alle de fem løb, han har deltaget i denne sæson.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT