Milan dukker igen Inter og puster lidt liv i mesterskabsdyst
Pervis Estupinan blev matchvinder, da AC Milan for anden gang i sæsonen slog lokalrivalen Inter med 1-0.
Kampen om det italienske mesterskab er ikke helt død.Inter har været kurs mod titlen i de seneste uger, men efter 0-1 mod lokalrivalen AC Milan søndag aften er der pustet lidt nyt liv i dysten.
Pervis Estupinan blev matchvinder mod et tamt Inter-hold, som tabte en ligakamp for første gang siden november. Også den gang vandt Milan 1-0.
Inter har trods nedturen stadig syv point ned til Milan, mens Rasmus Højlund og den forsvarende mester, Napoli, på tredjepladsen er 11 point efter Inter.
Søndagens derby var i det store hele ikke nogen chancefest. Men efter godt en halv times spil kom der gang i affæren.
Inters Henrikh Mkhitaryan drev bolden frem midt i banen, men afsluttede usædvanligt svagt, og Milan-keeper Mike Maignan klarede nemt forsøget fra den armenske midtbaneveteran.
Minuttet efter fangede den franske midtbanespiller Youssouf Fofona med en skarp bold i dybden Inters bagkæde i ubalance, og Pervis Estupinan afsluttede modsat Mkhitaryan resolut og uden for Yann Sommers rækkevidde.
Det var den ecuadorianske wingbacks første scoring for Milan siden sommerskiftet fra Brighton.
Manglende præcision var siden problemet for Federico Dimarco i starten af anden halvleg, men generelt havde Inter store problemer med overhovedet at trænge gennem Milan-defensiven.
Det 20-årige stjernefrø Francesco Pio Esposito leverede eksempelvis en meget anonym præstation og gik for femte kamp i træk fra banen uden at komme på tavlen, mens den endnu ikke kampklare Lautaro Martinez så til fra bænken.
Cheftræner Cristian Chivu smed nye kræfter ind fra bænken, men lige lidt hjalp det for et bovlamt Inter-hold, der først i overtiden kom frem til et par solide muligheder.
/ritzau/
