Krigeren i Vingegaard skal sikre tidlig triumf i Nice
Jonas Vingegaard er favorit i årets Paris-Nice, men formen skal først toppe i Giro d'Italia til maj.
Det bliver mere den hårde fight end ultimativt topniveau, som fra søndag skal sikre Jonas Vingegaard succes ved etapeløbet Paris-Nice. Det vurderer to cykeleksperter.Det franske løb bliver Vingegaards sæsondebut, efter at et træningsstyrt og sygdom tvang ham til at trække sig forud for UAE Tour for nogle uger siden, som skulle have været hans første løb i år.
Med Giro d'Italia i maj som det første store sæsonmål og nul løbskilometer i kroppen siden EM i oktober er Vingegaard givetvis ikke på 100 procent.
Men ifølge Eurosports kommentator Thomas Bay, der selv er tidligere rytter, har den tidligere Tour de France-vinder vist, at han også kan slide sig til triumfer.
- I Vueltaen sidste år beviste han, at han faktisk er en kriger. Der kæmpede han med noget sygdom i kroppen, men vandt alligevel. Det var en arbejdssejr, siger Bay.
- Det bliver nok lidt af det samme, han skal bruge i både Paris-Nice og Catalonien Rundt bagefter. Han er ikke i sin Giro-form endnu, og feltet er stærkt besat. Han skal ud at slås, men det beviste han også sidste år, at han er god til.
Mange af de ryttere, Vingegaard også skal kæmpe mod i Giro d'Italia, er også til starten i enten Paris-Nice eller Catalonien Rundt. Eller begge dele.
Søndag er folk som Juan Ayuso, Oscar Onley, Brandon McNulty og Carlos Rodriguez også til start i Paris, og det bliver en vigtig styrkeprøve for Danmarks forsvarende Vuelta-vinder og tidligere dobbelte Tour de France-sejrherre.
Det mener Christian Moberg, sportslig leder på cykelholdet Coloquick og cykelekspert hos TV 2.
- Det er meget vigtigt for Jonas at komme ud og få en god start på 2026. Han kommer allerede nu til at møde mange af dem, han også skal møde i Giroen, og det er vigtigt at få prøvet sig af, siger han.
Som kollega Bay mener også Moberg, at selv om Vingegaards øjne især er rettet mod Giroen, som er den eneste grand tour, han mangler at vinde, så kan favoritrollen i både Paris-Nice og Catalonien Rundt ikke placeres på andres skuldre end den 29-årige danskers.
- Han er favorit i både Paris-Nice og Catalonien. Han er også favorit til at vinde Giroen. Den eneste, der har vist sig rigtigt at kunne røre ham i etapeløb de seneste fem år, er jo Tadej Pogacar, lyder det fra Moberg.
Det slovenske fænomen er ikke til start i nogen af de tre løb.
Paris-Nice indledes søndag og køres over otte etaper. Løbet indledes med to flade etaper, hvor sidevinden kan blive en faktor. Derefter står den på holdtidskørsel, inden de fem sidste etaper bliver med bakker og bjerge.
/ritzau/
