Coventry-boss regner fortsat med Lampard trods Chelsea-rygter

24. APR 2026 • 02:10SPORT

Efter fyring af Chelseas cheftræner er Chelsea-ikonet Frank Lampard blevet rygtet til storklubben.

Ejeren af fodboldklubben Coventry, Doug King, regner ikke med, at cheftræner Frank Lampard forlader klubben til sommer.

Det siger Coventry-bossen, efter at Frank Lampard er blevet rygtet til den engelske storklub Chelsea efter fyringen af London-klubbens cheftræner.

Frank Lampard tilbragte 13 år i Chelsea som spiller og blev to gange udnævnt til klubbens træner - herunder en kort periode som midlertidig manager i 2023.

Den tidligere engelske midtbanespiller, der vandt tre Premier League-titler, fire FA Cup-trofæer og en Champions League-titel med Chelsea i sin karriere som spiller, førte Chelsea til FA Cup-finalen som cheftræner i 2020.

Ifølge Doug King befinder Lampard sig et godt sted i Coventry. Klubben sikrede sig for nylig førstepladsen i Championship og sikrede sig dermed oprykning til Premier League.

Det er første gang i 25 år, at Coventry er tilbage i den bedste engelske fodboldrække.

- Man kan se, hvor følelsesmæssigt knyttet Lampard er til byen. Man kan se, hvad det betød for ham at rykke op og derefter vinde titlen, og jeg tror, han har fundet et godt sted lige nu, siger Doug King til BBC.

- Det betyder ikke, at der ikke kan komme et svimlende bud på ham til sommer, og så må han træffe et valg, for han har vist sine kvaliteter som en træner på højt niveau, men jeg vil ikke kommentere på det - jeg kan ikke styre det, tilføjer Coventry-chefen.

Lampards kontrakt med Coventry løber til juni 2027.

Chelsea fyrede onsdag cheftræner Liam Rosenior efter en stime på fem nederlag i træk i Premier League, hvor klubben ikke formåede at score et eneste mål.

Andoni Iraola, som forlader Bournemouth til sommer, er også blevet kædet sammen med topjobbet i Chelsea, har britiske medier rapporteret.

Chelsea møder søndag Leeds på hjemmebane i semifinalen i årets FA Cup.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT