Nykredit overtager bankers fælles it-selskab

24. APR 2026 • 09:03ERHVERV/POLITIK

Nykredit køber de øvrige ejere ud af datacentralen BEC, som fremover hedder Nykredit Financial Technologies.

Nykredit skal fremover drive BEC, der blandt andet står for 13 pengeinstitutters fælles it-løsning.

Finanskoncernen køber de øvrige 12 nuværende ejere ud af selskabet, der fremover skal hedde Nykredit Financial Technologies.

Det skal sammen med den eksisterende it-organisation i Nykredit fortsat levere bankløsninger til de nuværende kunder fremover.

- Nykredit Financial Technologies kommer til at sikre stærk udviklingskraft for i endnu højere grad at tage konkurrencen op med de største konkurrenter.

- Pengeinstitutterne i Nykredit Financial Technologies kan se frem til flere og hurtigere digitale løsninger til konkurrencedygtige priser, lyder det fra David Hellemann.

Nykredit Financial Technologies vil ifølge Nykredit blive en af landets største arbejdspladser inden for udvikling af finansiel teknologi og it-løsninger.

Og så varsler Nykredit, at der vil ske afskedigelser i forbindelse med, at de to organisationer lægges sammen.

Nykredit ejede i forvejen 69 procent af BEC, mens de øvrige 12 samarbejdspartnere ejede den resterende andel.

BEC - der oprindeligt var en forkortelse for Bankernes EDB-Central - er en af de tre største bankcentraler herhjemme.

De andre to er Netcompany Banking Services (tidligere SDC) og Bankdata.

BEC led for nylig nederlag, da fusionsbanken AL Sydbank skulle være it-leverandør.

Det blev Bankdata, der løb med den aftale, og selv om BEC blev kompenseret for, at Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank trådte ud af samarbejdet, stod selskabet altså tilbage med en smallere kunde- og ejerkreds.

Nykredits køb af BEC skal godkendes af myndighederne, før det kan træde i kraft. Det forventes at ske i andet halvår i år.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT