Konsulenter forsøgte at afhjælpe fyret Lyngby-chefs problemer

1. MAR 2024 • 15:55SPORT

Lyngby fyrede fredag Magne Hoseth, men inden da skulle flere eksperter forsøge at hjælpe på ledelsesstilen.

Manglende tydelighed er det gennemgående tema, når Lyngby-lejren skal sætte ord på den chokfyring af cheftræner Magne Hoseth, der fandt sted fredag efter blot 50 dages ansættelse.

Den norske cheftræner havde ifølge Lyngby problemer med ledelsesstilen og det at vise tydelighed over for sine ansatte. Derfor forsøgte klubledelsen med alle midler at rette op på de dårlige tendenser i hverdagen.

- Vi kunne ikke få tandhjulene til at køre internt, siger Lyngbys administrerende direktør, Andreas Byder.

- Det startede allerede, da Magne havde været her en uges tid, hvor vi havde nogle snakke om, hvad det kræver at være Lyngby-træner, som også er et specielt sted.

Derfor indså den sportslige ledelse i superligaklubben hurtigt, at der skulle kræfter ind udefra i forsøget på at få samarbejdet mellem Magne Hoseth, resten af trænerteamet og spillertruppen tilbage på ret køl.

- Vi har prøvet alle greb blandt andet ved at hyre ledelseskonsulenter udefra. Men til sidst var følelsen egentlig, at det bare var at trække pinen ud både for os og Magne, siger Andreas Byder.

- Vi søgte nogle konsulenter, der kunne hjælpe i den holdsammensætning, der skulle ske samt nogle simple ledelsesgreb. Det var nogle konsulenter, der var helt inde at arbejde i motorrummet i klubben.

- Så sent som torsdag havde Magne et møde med den dygtigste, jeg kender, inden for ledelse. Vi diskuterede, om vi så skulle vente og se virkningen af det møde, men jeg kunne godt se, at vi ikke kunne få tandhjulene til at køre, siger direktøren.

Beslutningen om at fyre Hoseth efter kun to superligakampe, var ikke en overkommelig beslutning. Den blev først truffet i de sene aften- og nattetimer natten til fredag.

- Jeg ringede til min bestyrelse og forklarede, de ting jeg så i dagligdagen. Sådan en beslutning taler man igennem hele natten.

- Det er fuldstændig forfærdeligt, og det har været den mest brutale og sværeste beslutning, jeg nogensinde har taget som leder, siger Andreas Byder.

I weekenden skal Lyngby møde Hvidovre i Superligaen, og her vil det være de to assistenttrænere Mikkel Beckmann og Mads Kristensen, der vil lede holdet fra sidelinjen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU