Kolding knækker skrøbelige oprykningsbejlere fra Horsens

21. APR 2025 • 17:55SPORT

Kolding IF havde let ved at bringe AC Horsens ud af balance og slog oprykningsaspiranterne.

AC Horsens har et klokkeklart mål om at rykke op i Superligaen i denne sæson, men østjyderne gør det svært for dem selv.

Mandag eftermiddag snublede de igen, da de var på besøg hos Kolding IF.

David Nielsens tropper optrådte uden saft, kraft og sammenhæng, og derfor endte det med en 2-0-sejr til Kolding.

Det betyder, at AC Horsens har fire point op til FC Fredericia på den oprykningsgivende andenplads, og FC Fredericia har mulighed for at udbygge sit forspring, når klubben tirsdag møder Esbjerg fB.

Mandag var det ikke til at se på AC Horsens, at der i løbet af det seneste års tid er blevet brugt et betragteligt tocifret millionbeløb på spillere.

Spillet var usammenhængende, og Kolding havde let ved at afvise de offensive tilnærmelser, der kom fra gæsterne.

Samtidig havde Kolding ofte held med at bringe Horsens-defensiven ud af balance. Det skete for eksempel efter 20 minutter, da Sami Jalal fik bolden i højre side af feltet.

Kampens indtil da bedste spiller tog et enkelt træk til venstre, snød to modstandere og krøllede bolden i mål ved fjerneste stolpe.

Det blev ikke meget bedre for AC Horsens i anden halvleg, hvor det efter 69 minutter var ved at gå helt galt, da Mikkel Kallesøe headede bolden på egen stolpe i et forsøg på at sende bolden ud af farezonen.

Intet pegede i retning af comeback, og efter 84 minutter lukkede Kolding kampen. Indskiftede Abdoulie Njai spillede et-to med unge Luka Callo på højrekanten og sparkede bolden i nettet til 2-0.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT