Region finder flere tilfælde af læges snagen i patientjournaler

24. MAJ 2025 • 13:50INDLAND/KRIMINAL

Region Sjælland og Region Hovedstaden har politianmeldt en læge for at snage i tusindvis af patientjournaler.

En læge har ulovligt gennemgået omkring 4750 borgeres patientjournaler i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Det oplyser Region Sjælland til TV 2 Kosmopol efter en gennemgang af lægens snagen.

På forhånd var det kendt, at lægen havde kigget i 4500 patientjournaler. Dermed har gennemgangen i Region Sjælland fundet frem til yderligere 247 tilfælde.

Alle de berørte borgere har fået besked om lægens ulovlige gennemgang af deres journal, skriver TV 2 Kosmopol.

I Region Hovedstaden er 1800 personer blevet orienteret, mens det gælder cirka 2950 personer i Region Sjælland.

Lægen har primært kigget på oplysninger som navne, adresser, kontaktoplysninger og CPR-numre.

Men i enkelte tilfælde har han også tilgået borgernes helbredsoplysninger.

I Region Sjælland drejer det sig om helbredsoplysninger på 175 personer, mens det i Region Hovedstaden er under fem personer, oplyser regionerne til TV 2 Kosmopol.

Lægens ulovlige opslag blev opdaget af kvinder, der via Sundhedsplatformen kunne se, at en læge, som ikke havde tilkobling til deres behandling, havde kigget i deres journaler.

Herefter kontaktede de regionerne, der efter undersøgelser har kunnet konstatere tusindvis af ulovlige opslag.

Regionerne har politianmeldt lægen, og sagen er overdraget til politiet.

I nogle tilfælde har lægen slået den samme borger op flere gange, oplyser Mette Harbo, der er direktør i Center for IT og Medicoteknologi i Region Hovedstaden, til TV 2 Kosmopol.

- Og det er klart, at det giver et andet mønster og anden interesse. Det overleverer vi til politiet med det samme, siger hun til mediet.

For to år siden blev en kvindelig læge dømt i en lignende sag i Region Hovedstaden.

Over fem år havde hun foretaget knap 1700 ulovlige opslag i patientjournaler. Hun blev idømt 60 dages betinget fængsel i Retten i Glostrup.

Specialanklager Caroline Sophia Tarrow kaldte dengang sagen for "den største på det her område".

I 2023 blev en kvindelig sygeplejerske også dømt for at foretage uberettigede opslag i 715 patientjournaler i Region Hovedstaden.

Hun blev idømt 30 dages betinget fængsel ved Retten i Glostrup og fik derudover frakendt retten til at arbejde som sygeplejerske for en periode.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT