Elmer Møller måtte vente længe på French Open-afklaring
Elmer Møller får søndag grand slam-debut, når han møder verdens nummer 12 på en stor French Open-arena.
21-årige Elmer Møller skal søndag spille karrierens første grand slam-kamp. Det stod klart fredag aften, da han ved lodtrækning kom med som en såkaldt "lucky loser" i French Open.Møller tabte sin kvalifikationsfinale torsdag eftermiddag og måtte derefter vente 24 timer på afklaring om eventuel deltagelse.
- Jeg skulle vente i rimelig lang tid, da der skulle spilles kampe hele fredagen, men jeg vidste, at der var en rimelig god chance for at komme ind, og det var nemmere, end hvis jeg vidste, at chancen var lille. Så det var ok, men langvarigt.
- Min træner fortalte, at jeg var med, og jeg blev selvfølgelig glad, men jeg gik ikke amok. Det er fedt at være med i turneringen, men jeg har ikke vundet noget endnu, siger Elmer Møller på et pressemøde.
Han lægger ikke skjul på, at det har været et stort mål for ham at komme med i hovedturneringen ved en grand slam-turnering.
- Jeg har spillet i lang tid for at komme med, så det er fedt, selv om det er en lidt atypisk måde at komme ind på.
Møller, der er nummer 108 på verdensranglisten, kommer på noget af en opgave, da han skal spille mod den 12.-seedede amerikaner Tommy Paul. Endda på den tredjestørste arena på Roland Garros-anlægget, Court Simonne-Mathieu.
- Det bliver en kamp, hvor jeg kan gå ud og spille som underdog, men man ved aldrig i tennis. Han er en solid og god spiller, men jeg vil forsøge at fokusere mere på mit eget spil.
- Jeg føler mig ikke nervøs, jeg synes bare, det er fedt, og jeg glæder mig. Jeg har aldrig spillet en kamp bedst af fem sæt før, men det er bare fedt at skulle spille en længere kamp, lyder det fra Elmer Møller.
Hans kamp mod Paul er programsat som den første med start søndag klokken 11.
/ritzau/