Ishockeylandsholdet takker fans: Vi kommer til at savne dem

24. MAJ 2025 • 12:30SPORT

De danske ishockeyspillere skal i VM-semifinalen klare sig uden den opbakning, fansene gav dem i Boxen.

Alexander True har set holdkammeraten Nick Olesens sejrsmål mod Canada "plus 20 gange" på videoklip på sociale medier.

Ikke kun fordi målet sikrede ishockeylandsholdet det største resultat nogensinde. Også fordi scenerne i Boxen i Herning var noget ud over det sædvanlige.

- På nogle af klippene kan man se "sky view" ud over hele hallen. Det er bare fedt. Man bliver bare glad, hver gang man ser det, siger Alexander True.

De danske spillere blev båret frem af 10.000 fans i de otte VM-kampe i Danmark. Men især atmosfæren omkring kvartfinalen mod Canada står tilbage som en uforglemmelig oplevelse for spillerne.

- At gå ind på isen til tredje periode mod canadierne, var nærmest ubeskriveligt. Jeg fik kuldegysninger. Vi blev hyldet som gladiatorer. Det er helt utroligt at opleve sådan noget på dansk jord, siger Phillip Bruggisser.

Lydkulissen bliver givetvis ganske anderledes lørdag og søndag i medaljekampene.

Danskerne har forladt Herning og er draget til Stockholm, hvor Globen lægger is til semifinaler og medaljekampe. Her vil andelen af danske fans på tilskuerpladserne være markant mindre.

- Vi kommer helt sikkert til at savne dem. Det kommer til at føles mere som en udekamp, når vi lige har spillet otte kampe i Boxen, siger Nikolaj Ehlers.

- Opbakningen har været fænomenal. Det har været som at spille med en ekstra mand på isen. Jeg håber, at fansene forstår, hvor meget de har betydet for os, lyder det fra Ehlers.

Danmark møder Schweiz i VM-semifinalen klokken 18.20.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT