KIF vil ride videre på bølgen i skæbnekampe mod slagne HØJ

2. MAJ 2026 • 08:15SPORT

HØJ Elites kvaler overrasker Jens Svane, som vil udnytte KIF Koldings momentum til at rykke op.

For godt og vel et år siden indtraf katastrofen i hæderkronede KIF Kolding. Den mest vindende klub i dansk håndboldhistorie rykkede ud af ligaen.

Og det blev ikke meget bedre af, at det ikke ligefrem gik som smurt, da livet på anden klasse begyndte efter sommerferien.

Med en tungt besat trup rodede klubben rundt midt i rækken, og KIF måtte sande, at man ikke bare bader sig igennem 1. division.

- Det har været lidt spøjst. Da vi begyndte sæsonen, tænkte vi, at vi var det stærkeste hold. Men så løb vi ind i problemer. Vi var ikke helt skarpe på, hvad vi ville rent spillemæssigt, siger anfører Jens Svane.

Men oprykningsfavoritterne fandt melodien, og selv om Skive fH løb med førstepladsen og den direkte oprykning, lever drømmen endnu i Kolding.

I oprykningsplayoff vandt KIF over tre kampe over Aarhus Håndbold, og nu venter endnu en playoffrunde mod storsatsende HØJ Elite, der med en dyr trup har skuffet i sin første sæson i ligaen.

- Hvis du havde spurgt mig inden sæsonen, så var det lige før, at jeg i min sommerkådhed kunne have spået HØJ til at gå i semifinalen. Og det var jeg jo ikke ene om.

- Men de er bare løbet ind i problemer, trænerfyring og noget af alt det, vi selv har prøvet i Kolding tidligere. Når der er store forventninger, og det ikke rigtig klikker, kan det altså bare blive en spændetrøje, siger Jens Svane.

Derfor har han mere end svært ved at vurdere styrkeforholdet mellem de to klubber, som begynder kampen om ligabilletten søndag i Ølstykke.

- Målt på råmateriale og tekniske kompetencer er HØJ måske nok et bedre håndboldhold end os spiller for spiller, siger Jens Svane.

- Men når det så er sagt, så har vi opbygget et rigtig stærkt fællesskab, skabt en god udvikling og været inde i et flow, hvor vi har vundet og vundet, mens HØJ har været presset fra alle mulige fronter og hele tiden har skullet genopfinde sig selv for at finde point.

KIF-træner Anders Eggert mener, at momentum kan få betydning for de nervepirrende kampe, men han forventer ikke, at HØJ møder op med bøjede hoveder.

- Jeg tror helt sikkert, at det har betydning. Men det har det jo hvert år i de her kampe, og alligevel er det som oftest ligaholdene, der trækker det længste strå.

- Det er nogle helt nye kampe med noget helt andet på spil, og jeg er sikker på, at HØJ får nulstillet. Så vi kigger på os selv, og vi har en god fornemmelse og selvtillid efter en rigtig god periode, siger Anders Eggert.

Jens Svane er imidlertid overbevist om, at KIF kan nyde godt af det momentum, klubben har oparbejdet.

- Det giver bare noget overskud at vinde og vinde. Det giver en glæde ved det, vi render og laver. Jeg har også prøvet sæsoner med kun fem sejre, og det er bare barskt.

- Jeg tror, at vores fællesskab og den stemning, der er i vores trup, kan opveje den forskel, der er rent teknisk. Vi skal gøre det til vores fordel, siger Svane.

Den første af potentielt tre kampe bliver fløjtet i gang i Ølstykke søndag.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT