Badmintonherrer spiller sig forbi Thailand og er sikre på medalje

1. MAJ 2026 • 22:27SPORT

De danske badmintonherrer baskede thailænderne med 3-1 i kvartfinalen ved Thomas Cup hjemme i Horsens.

Danmarks badmintonherrer er klar til semifinalen ved Thomas Cup på hjemmebane i Horsens.

Fredag aften slog danskerne Thailand i kvartfinalen med 3-1 og er dermed klar til en semifinale ved hold-VM mod forhåndsfavoritterne fra Kina.

Doublen med Mathias Christiansen og Daniel Lundgaard, som ellers normalt ikke spiller sammen, sikrede holdkampen med en sejr i to sæt over et thailandsk par.

Semifinalepladsen betyder, at danskerne er sikre på medaljer, da der ikke spilles bronzekamp.

Ved Thomas Cup i 2024 blev det ikke til dansk medalje. Inden da vandt Danmark bronze tre gange i træk efter den flotte triumf i 2016, hvor man strøg helt til tops.

Forud for Christiansen og Lundgaards sejr havde de danske topnavne i form af singlespilleren Anders Antonsen og doublen med Kim Astrup og Anders Skaarup skaffet de to første sejre i opgøret mod Thailand fredag aften.

Antonsen lagde for dagen med at slå verdens nummer to, Kunlavut Vitidsarn, i en hård kamp i tre sæt, 21-16, 11-21, 21-18.

I tredje sæts afgørelse virkede begge spillere til at være løbet tør for kræfter, men Antonsen sled sig til fire matchbolde.

På de første to kunne man for alvor se trætheden hos danskeren, men på den tredje mulighed sikrede Antonsen, at danskerne tog første stik mod Thailand med et skarpt vinklet forhåndsslag til stor jubel for de fremmødte.

Derfra fulgte Astrup og Skaarup fornemt op med en sejr på 15-21, 21-5, 21-17 over Dechapol Puavaranukroh og Pakkapon Teeraratsakul.

Fra 17-17 i tredje sæt vandt de to danskere de næste fire bolde og sikrede en 2-0-føring til det danske hold.

Dermed kunne Magnus Johannesen allerede afgøre løjerne i tredje kamp, men så godt gik det dog ikke.

Danskeren leverede god modstand mod Pakkapon Teeraratsakul, men det var ikke nok. Thailænderne reducerede med en sejr på 21-17, 21-12.

I den fjerde kamp fik det usædvanlige makkerpar med Christiansen og Lundgaard en fornem start i første sæt.

Defensiven fra de to danskere sad lige i skabet, mens der også var plads til flere sekvenser med offensiv badminton.

Den stil fortsatte i andet sæt, hvor danskeren hele tiden var et skridt eller to foran. Efter opholdet blev der virkelig trykket på speederen, og på den anden matchbold kunne thailænderne ikke stå imod trykket fra Mathias Christiansen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT