Ifølge Libanon har 13 personer mistet livet efter en række angreb fra Israel mod den sydlige del af landet.
Libanons sundhedsministerium melder 13 personer dræbt i israelske angreb mod den sydlige del af Libanon fredag.Det skriver nyhedsbureauet AFP.
I byen Habboush er otte personer blevet dræbt, lyder det.
Det gælder blandt andet et barn og to kvinder. 21 personer er samtidig blevet såret, siger sundhedsministeriet.
For Habboush havde Israels militær inden angrebene udsendt en opfordring til indbyggerne om at lade sig evakuere. Det skete på trods af, at Israel og Libanon har indgået en aftale om våbenhvile.
I Zrariyeh har angreb kostet fire personer livet - herunder to kvinder. Fire meldes her såret i angrebene.
Også i Ain Baal, som ligger nær byen Tyre ved Libanons kyst, melder ministeriet om et dødeligt angreb.
Her er en person blevet dræbt, mens syv meldes at være blevet såret, lyder det.
En fotograf for AFP fortæller, at der i Habboush kunne ses røg stige op efter angrebene.
Det statslige nyhedsbureau NNA har rapporteret, at israelske krigsfly "iværksatte en række tunge angreb" mindre end en time efter, at indbyggerne i byen var blevet opfordret til at lade sig evakuere.
/ritzau/