Efter flere test er et fly, der blev givet i gave fra Qatars kongehus, snart klar til at blive taget i brug.
USA's præsident, Donald Trump, vil inden længe kunne tage en flygave fra Qatar i brug som nyt præsidentfly.Det amerikanske luftvåben oplyser fredag i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP, at gaven - et fly af typen Boeing 747-8 - har overstået en række flytest og tilpasninger.
I øjeblikket er flyet i gang med at blive malet i de farver, der indgår i det amerikanske flag.
- Flyet er klar til at rulle ud i et nyt rødt, hvidt og blåt design til sommer, skriver luftvåbnet.
Virksomheden L3Harris Technologies har været involveret i klargøringen af flyet.
En unavngiven talsperson fra virksomheden, der leverer overvågnings- og kommunikationssystemer til forsvarsindustrien, siger til AFP, at der er installeret et nyt kommunikationssystem.
- Præsidentens kontor vil modtage et sikkert fly udstyret med et nyt kommunikationssystem, der giver en stabil og sikker forbindelse, så man uden afbrydelser kan reagere på begivenheder hvor som helst i verden, siger talspersonen.
Qatars kongehus tilbød i maj USA flyet, der har en værdi på 400 millioner dollar, hvilket svarer til godt 2,55 milliarder kroner.
Tilbuddet kom i forbindelse med, at Donald Trump besøgte Qatar for at underskrive en handelsaftale mellem de to lande.
Gaven blev efterfølgende accepteret af den amerikanske forsvarsminister, Pete Hegseth.
Godkendelsen af gaven rejste en række etiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål.
Derudover forbyder USA's forfatning amerikanske embedsmænd at tage imod gaver fra statsoverhoveder eller andre lande, skriver AFP.
Donald Trump mente dengang, at det ville være dumt ikke at tage imod gaven fra Qatar.
- Jeg kommer aldrig til at være en, der takker nej til sådanne tilbud, sagde Trump.
USA's præsident har i øjeblikket to præsidentfly til sin rådighed. Begge fly er af typen Boeing 747-200. Det er en ældre model end det fly, som USA har fået i gave fra Qatar.
/ritzau/