Juventus fortsætter remisshow og er langt fra toppen

11. JAN 2025 • 20:04SPORT

Trods status som ubesejret er Juventus kun nummer fem i Serie A efter 1-1 i lokalderbyet mod Torino.

Et hold, som 19 kampe inde i en sæson endnu er ubesejret, vil oftest føre ligaen. Sådan er det imidlertid ikke for Juventus, som er 11 point efter Serie A-førerholdet Napoli.

Juventus spiller nemlig mere uafgjort end de fleste, og lørdag aften gjorde holdet det igen. Lokalderbyet ude mod Torino endte 1-1.

Det giver syv sejre og hele 12 uafgjorte kampe halvvejs i sæsonen. Faktisk er Juventus ubesejret i 27 kampe i træk i Serie A, når man tager sidste sæson med. Alligevel er man langt fra toppen.

For Torino betød pointdelingen, at man fortsat ikke har slået rivalerne siden foråret 2015.

Gæsterne fik en optimal start lørdag, da den unge kantspiller Kenan Yildiz efter bare otte minutter gav prøver på sine tekniske evner.

Fra højresiden trak han ind i banen og bankede bolden fladt ind i nærmeste hjørne fra kanten af feltet.

En drømmestart for Juventus, som dog forsømte at udnytte det momentum, en tidlig scoring kan give.

Kvaliteten - eller manglen på samme - hos Torino gjorde dog, at Juventus meget sjældent var i problemer defensivt. Torino kunne ikke ret meget, og Juventus ville ikke ret meget.

På tærsklen til pausen blev Juventus dog straffet for ikke at jagte et mål til 2-0. I sidste minut bragede Nikola Vlasic udligningen ind på en halvflugter fra kanten af feltet på holdets første forsøg inden for rammen.

Juventus' scoring var ligeledes gæsternes eneste inden for rammen i første halvleg.

Målet gav dog ganske andre forudsætninger for begge hold efter pausen. Og det gav en langt mere livlig affære. Også mere livlig ude på bænken end hvad tilladt er.

Bare ti minutter inde i anden halvleg var der uenighed og skærmydsler mellem de to trænere, i en sådan grad at begge holds cheftrænere blev bortvist.

På det tidspunkt havde der allerede været flere chancer i begge ender i halvlegen, end hvad de første 45 minutter bød på.

Midtvejs i halvlegen aftog intensiteten igen lidt, og selv om Juventus pressede lidt på til sidst, var det meget passende, at kampen sluttede uafgjort.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT