Lex dropper annoncer hos techgiganter: De mangler at tage ansvar

11. JAN 2025 • 21:30INDLAND/KRIMINAL

Beslutningen kommer blandt andet, efter at Facebook og Instagram har valgt at afskaffe faktatjekkere i USA.

Danmarks Nationalleksikon, også kendt som Lex, dropper Facebook, Instagram og YouTube som annonceplatform.

Fremadrettet vil leksikonet i stedet annoncere i uafhængige danske medier.

Det skriver Lex i en pressemeddelelse.

Skiftet kommer blandt andet på grund af, at platformene ikke gør nok mod misinformation.

- Platforme som Google og Meta mangler fortsat at tage ansvar for, at vi som befolkning sikres fri adgang til troværdig viden, siger sekretariatschefen hos Lex, Ole Kaag Mølgaard.

- Deres bidrag til at sikre en tillidsfuld samfundsdebat er i vores øjne utilstrækkelig og bidrager i værste fald til udbredelsen af fake news.

Leksikonet brugte tidligere 75 procent af sine markedsføringsmidler på Facebook, Instagram og YouTube.

Lex består af mere end 900 forskere og fagfolk og indeholder over 245.000 artikler. Leksikonet arbejder med at gøre det lettere for danskerne at finde vej til viden, der ikke er falsk.

I forbindelse med skiftet har Lex udrullet en helsides annonce i størstedelen af de danske dagblade søndag og mandag med overskriften "Slå op med fake news".

Annoncen tager udgangspunkt i Meta-direktørens, Mark Zuckerbergs, beslutning om at afskaffe faktatjekkere på Facebook og Instagram i USA.

En beslutning, der ifølge Lex "med alt tydelighed viser, hvor vigtigt det er at værne om fakta og kvalitetssikret viden".

- Vi mener, det er vigtigt at tage ansvar som annoncør. Når vi placerer vores annoncer i publicistiske medier, er det en investering i demokratiet og et oplyst samfund, siger Ole Kaag Mølgaard.

Sekretariatschefen siger, at Lex i nogle tilfælde stadig vil være til stede på techplatforme for at nå alle i Danmark.

Man vil dog løbende arbejde på at minimere afhængigheden dertil.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT