Jublende Pogacar vil i gult efter enkeltstart
Tadej Pogacar er overstadig efter karrierens 100. sejr og øjner nu den gule førertrøje.
I en alder af blot 26 år nåede Tadej Pogacar op på 100 professionelle sejre, da han spurtbesejrede Matheiu van der Poel og Jonas Vingegaard på Tour de Frances 4. etape.Sloveneren har dog allerede øjnene rettet mod den gule førertrøje, som Mathieu van der Poel fortsat kører i, når rytterne skal ud på en 33 kilometer lang og flad enkeltstart onsdag eftermiddag.
- Selvfølgelig går vi efter den gule trøje på enkeltstarten, men nu må vi se, hvordan det går, siger Tadej Pogacar.
Han var hovedpersonen i det hæsblæsende show, der afsluttede etapen til Rouen.
Pogacar angreb flere gange, og på den sidste, stejle stigning fik han og Jonas Vingegaard slået hul til rytterne bagved. De to rivaler blev dog indhentet før mål, men Pogacar vandt alligevel spurten.
- Jeg forsøgte at angribe på de to sidste stigninger. Men Jonas fulgte med mig, og det hele blev samlet.
- At vinde i Tour de France er utroligt. At gøre det i denne trøje er endnu bedre. Og det er bare fantastisk, at jeg nu har 100 sejre.
- Med så mange gode ryttere i sådan en finale, er man hele tiden nervøs for, hvad der kommer til at ske. Det var fyldt med adrenalin, og det var ægte cykelløb. Jeg mangler ord. Det er sådan en skøn sejr, siger Tadej Pogacar.
Inden enkeltstarten er han på en samlet andenplads i samme tid som førende Van der Poel. Vingegaard er otte sekunder efter.
/ritzau/