Italiener overmatcher fire etapevindere og triumferer i Giroen

24. MAJ 2024 • 17:37SPORT

Den 29-årige italiener Andrea Vendrame var stærkest og vandt i sikker stil 19. etape i årets Giro d'Italia.

Andrea Vendrame (AG2R) triumferede fredag i sikker stil foran fire tidligere etapevindere i årets Giro d'Italia.

Den 29-årige italiener kørte de sidste 30 kilometer og den sidste stigning alene, efter at han havde sat sine medudbrydere, der aldrig fandt ind i et brugbart samarbejde.

Georg Steinhauser (EF), der vandt 17. etape, forsøgte at tage forfølgelsen op alene og fik selskab af Pelayo Sanchez (Movistar), der vandt 6. etape, men spændende blev det aldrig i afslutningen.

Sanchez og Steinhauser blev omkring et minut efter Vendrame henholdsvis nummer to og tre, mens Julian Alaphilippe (Quick-Step) og Jhonatan Narváez (Ineos), der også har vundet hver en etape i år, begge kom ind i den følgende gruppe.

Danske Michael Valgren (EF) blev nummer otte. Han og holdkammeraten Mikkel Honoré var begge en del af et 19 mand stort udbrud, der rev sig løs knap halvvejs gennem etapen og opbyggede et forspring på knap 13 minutter til favoritfeltet, men ingen af dem spillede nogen hovedrolle i finalen.

Tadej Pogacar (UAE) kom med hjælp fra blandt andre sin danske hjælperytter, Mikkel Bjerg, sikkert gennem etapen 16 minutter efter Vendrame og har stadig kurs med den samlede sejr i sin Giro-debut.

7 minutter og 42 sekunder har sloveneren ned til sin nærmeste konkurrent, Daniel Felipe Martinez (Bora) inden løbets to sidste etaper. Geraint Thomas (Ineos) røg i asfalten mod slutningen, men de andre favoritter ventede, og waliseren er stadig nummer tre.

Lørdag gælder det to store kategori 1-stigninger med sidste mulighed for at rode rundt i klassementet, mens der søndag venter 125 afsluttende kilometer i og omkring Rom.

Vendrames sejr er den femte italienske etapesejr i årets løb, efter at Jonathan Milan (Trek) har sprintet sig til tre sejre, og Filippo Ganna (Ineos) vandt en enkeltstart i sidste uge.

Triumfen er Vendrames femte professionelle sejr og en tangering af den største skalp i karrieren. I 2021 vandt han 12. etape i hjemlandets grand tour - også efter et udbrud.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT