IOC-chef blander sig i skihopsag: Jeg er ekstremt skuffet
Thomas Bach er forbløffet over, at det norske skihoplandshold med fuldt overlæg har snydt.
Norsk skihop ligger i ruiner efter en massiv skandale, som er blevet optrevlet siden i lørdags, og nu blander også en af idrættens mægtigste mænd sig.Præsidenten i Den Internationale Olympiske Komité (IOC), Thomas Bach, har nemlig også fulgt sagen nøje - og han er ikke imponeret.
- Jeg er ekstremt skuffet over, hvordan det skete, og at det så åbenlyst blev gjort med vilje. Der var en tydelig energi bag hensigten om at snyde. Det var ikke bare tilfældigt, at det skete, siger Thomas Bach ifølge NTB.
Sagen eksploderede i weekenden, da det norske skihoplandshold blev taget på fersk gerning i at fifle med skihopdragterne.
En forstærket tråd var blevet syet ind i dragterne omkring skridtet, hvilket var blevet fanget på en slags spionvideo.
Det fik Det Internationale Skiforbund (FIS) til at undersøge de norske dragter en ekstra gang. Og ganske rigtigt - der var blevet fiflet med trådene.
Siden har den norske skihopchef Jan-Erik Aalbu erkendt, at en del af staben med fuldt overlæg havde snydt. Landstræneren og flere stabsmedlemmer blev suspenderet, og onsdag kom det frem, at FIS har suspenderet skihopperne Marius Lindvik og Johann Forfang, som hoppede med de ulovlige dragter.
Thomas Bach mener, at sagen er et sygdomstegn for sportsverdenen generelt.
- Denne form for teknologisk snyd er ikke kun en udfordring i skihop. Det gælder også cykling og andre idrætter, hvor der tales om teknologisk doping. Så det er ikke kun relateret til skihop og vintersport. Det er en udfordring som følge af den teknologiske udvikling.
- Vi har set, at cykelsporten har reageret med nye test og kontrolmetoder. Jeg håber, at alle internationale særforbund, som måtte være bekymrede for disse ting, tager ved lære af det, som skete med de norske skihoppere, siger Bach.
Det norske skiforbund opdaterer dagligt omverdenen om nye udviklinger i sagen. Også torsdag kommer der en opdatering.
/ritzau/