McLaren sender skræksignal til Red Bull før sæsonåbner

13. MAR 2025 • 12:00SPORT

Max Verstappens monopol på Formel 1-tronen kan komme under hårdt tryk i den kommende sæson.

Max Verstappen og Red Bulls enevælde på Formel 1 kan vise sig at være et overstået kapitel, når sæsonens første grandprix skal køres i Australien.

McLaren lukkede i sidste sæson hullet til de forsvarende verdensmestre og lignede mod slutningen det klart stærkeste hold i feltet.

Det kommer vi til at se igen, forventer tidligere racerkører og nuværende Formel 1-ekspert hos Viaplay Jason Watt, der fulgte tæt med i de tre testdage op til den nye sæson, hvor McLaren præsterede mest lovende.

- De to McLaren-kørere ser skræmmende hurtige ud. Bilen ser ud til at være let at køre og virker ikke så lumsk, som mange af de andre i feltet, når bilen presses til grænsen.

- Når jeg laver en sammenligning, ser Red Bulls bil meget mere utilregnelig ud, og det er ikke en styrke. Jeg husker ikke, hvornår Max Verstappen sidst har snurret rundt i en Formel 1-bil, men det gjorde han under testen, så det er et klart pejlemærke på forskellen, siger Jason Watt.

Selv hvis McLaren har bygget den hurtigste bil, er det på ingen måde givet, at holdet kommer til at slentre til både konstruktørernes og det individuelle verdensmesterskab.

I sidste sæson lavede holdet flere strategiske fejl, der både var unødvendige og kostede potentielt vigtige point.

- Der skal ske noget med den måde, McLaren eksekverer løb på. Det nytter ikke noget at have to kørere, der kører direkte imod hinanden på den måde i så tæt et felt.

- Det vil ret hurtigt vise sig, hvem af Norris og Piastri der er det stærkeste kort, og så er man nødt til at vælge. De får intet ud af at krige internt, når man er oppe imod Verstappen og Red Bull, siger Jason Watt.

Hollandske Verstappen går ind til sæsonen på jagt efter sin femte VM-titel i træk. Hvis det lykkes, bringer det ham op på siden af Michael Schumacher som den eneste med den merit på cv’et.

- Det jeg så fra Red Bull, fortæller mig, at de stadig ikke har fået løst deres problemer fra sidste sæson. Bilen var svær at sætte op til, at kørerne kunne få det bedste ud af den uden at presse den for meget, siger Jason Watt.

Verdensmesteren kan nikke genkendende til, at Red Bull har noget at se til, hvis holdet skal blande sig i kampen om sejre fra starten af den nye sæson.

- Det eneste, vi kan gøre lige nu, er at få så meget ud af det som muligt. Testen viste os, at der er en del, vi skal arbejde med, og det er det, vi gør. Vi er ikke de hurtigste lige nu, men sæsonen er lang, og tingene ændrer sig hurtigt i Formel 1, siger Verstappen til Formel 1's hjemmeside.

Ifølge Jason Watt ser også Ferrari og Mercedes stærkere ud, og han vil ikke blive overrasket over at se Red Bull som det fjerdehurtigste team.

- Det betyder ikke, at sæsonen er forbi, før den begynder. Jeg tror, Red Bull har det største udviklingspotentiale i bilen, spørgsmålet er, om de kommer til at tabe for mange point, før ingeniørerne får knækket koden.

- Det er et team, der har erfaring med at vinde mesterskaber med den måske bedste kører i Verstappen, som er blevet voksen og ved, hvornår han skal være aggressiv, og hvornår det er klogest at trække sig, siger Jason Watt.

Den britiske McLaren-kører Lando Norris er bookmakernes favorit, når Formel 1-feltet triller ud på asfalten til Det Australske Grand Prix den kommende weekend.

Løbet køres søndag, hvor de fem røde lamper slukker klokken 05.00 dansk tid.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT