DBU-boss ser spændende VM-perspektiver i ung trup

13. MAR 2025 • 13:30SPORT

Potentielle landsholdsdebutanter kan vokse meget inden potentiel VM-deltagelse næste år, mener Peter Møller.

DBU-fodbolddirektør Peter Møller er spændt på at se, hvordan de unge kometer og potentielle landsholdsdebutanter Mika Biereth, Conrad Harder, Lucas Høgsberg og Victor Froholdt falder til på A-landsholdet.

Allerede nu viser de niveau til at være med på nationens bedste hold, men med et lidt længere blik besidder de også et potentiale, der kan gøre dem til rigtig interessante spillere frem mod en VM-slutrunde i Nordamerika i sommeren 2026.

- Det er et godt og stærkt landshold, der er blevet udtaget til Nations League-kvartfinalerne mod Portugal i næste uge. Opgaven for Brian Riemer er at vinde på den korte bane, men samtidig skal holdet stå stærkest muligt til VM om halvandet år.

- Det er spændende, at der er flere unge spillere med - og de er jo ikke med, fordi de er unge, men fordi de er gode nok. Samtidig ved vi, at de kun bliver endnu bedre, siger Peter Møller.

- Der er også fravalgt nogle spillere, som har været med tidligere, men de kan jo sagtens komme med igen. Jeg ser det kun som et sundhedstegn, at landstrænerstaben har et bredt udvalg at vælge imellem, tilføjer han.

Riemer lagde inden tirsdagens udtagelse vægt på egenskaber som fart, aggressivitet og driblefærdigheder.

Det symboliserer den endelige udtagelse også, og det er i overensstemmelse med DBU's overordnede spillestilstanker, mener Peter Møller.

- Jeg kan se, at truppen trækker i retning af det, vi i DBU gerne vil. Vi har nogle rammer for en spillestil, og de matcher, hvordan Brian Riemer gerne vil spille, og hans udtagelse matcher også den stil.

- Vi ved, at vi har noget arbejde med i forhold til at få brudt vores modstandere ned på den sidste tredjedel. Det så vi eksempelvis ved EM sidste år. Nu kan vi så se, at Brian har udtaget nogle nye spillere, der har kompetencer i at bryde modstanderne ned, siger fodbolddirektøren.

Mika Biereth kunne have valgt at spille for tre andre landshold, og det glæder Peter Møller, at angriberen valgte Danmark, som han også har repræsenteret på ungdomsniveau.

- Jeg er rigtig glad for, at han har valgt Danmark, for han er en spændende angriber, det har vi også set på U21-landsholdet. Jeg synes jo, at alle gode spillere med dansk pas skal vælge Danmark. Men jeg respekterer også, hvis en spiller vælger noget andet, siger Peter Møller.

I fastholdelsesprocessen lægger DBU vægt på at tydeliggøre fodboldens nationalitetsskifteregler.

- Vi gør rigtig meget for de spillere, der har dobbelt statsborgerskab. Det kan blive udlagt som om, at vi er passive og bare siger, at det må være op til spillerne, men det stemmer ikke helt.

- Vi er selvfølgelig hele tiden i dialog med landsholdsaktuelle spillere med dobbelt statsborgerskab. Vi sidder ikke med hænderne i skødet og laver ingenting. Vi har dialog med spillerne, og vi fortæller dem, hvilke konsekvenser det har, hvis de gerne vil skifte landshold.

- De skal vide, at de ikke bare kan skifte tilbage, de skal kende til reglerne. Vi snakker også med spillernes bagland og deres forældre, siger Peter Møller.

Han understreger, at DBU ikke lokker med økonomi eller garanterer den enkelte spiller spilletid, ligesom unionen ikke giver dem korte indhop for at låse dem fra andre landshold.

- I sidste ende er det selvfølgelig spilleren, som bestemmer og skal vælge det landshold, han eller hun føler for. Vi havde for eksempel Aral Simsir med på ungdomslandsholdene, men han valgte alligevel at skifte til Tyrkiet.

- Det kunne vi ikke forhindre. Selv om vi viste ham vejen i vores system og forklarede reglerne, valgte han noget andet med sit hjerte. Det har vi respekt for. Og så kan vi glæde os over, at Mika Biereth har lagt sit hjerte i Danmark, siger Peter Møller.

Landsholdet samles på mandag i Helsingør. Torsdag venter den første Nations League-kvartfinale mod Portugal, mens der tre dage senere er returkamp i Lissabon.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT