Håndboldligaens topscorer smutter til Tyskland
Efter en forrygende sæson i ligaen herhjemme rykker Nicolaj Jørgensen sydpå og skal spille i HSV Hamburg.
Nicolaj Jørgensen har været en målmaskine i herrernes liga i denne sæson, men danske håndboldfans skal sydpå, hvis de vil opleve ham i næste sæson.Den 24-årige Sønderjyske-spiller har nemlig landet en aftale med HSV Hamburg. Det bekræfter tyskerne på deres hjemmeside torsdag.
- Vi har holdt øje med ham i noget tid, og hans præstationer har igen og igen fanget vores opmærksomhed, siger den tidligere tyske landsholdskeeper Johannes Bitter, som nu er sportsdirektør i HSV.
- Som spiller passer han perfekt ind i vores filosofi. Mange klubber har været interesserede i ham, men han gav os tid, og vi er glade for, at vi er nået til enighed. Han er alsidig og kommer til at spille en vigtig rolle i vores bagkæde, siger Johannes Bitter.
Nicolaj Jørgensen har taget en lidt usædvanlig vej mod håndboldtoppen. Da han var 14, valgte han at droppe håndbold til fordel for fodbold. Men da han blev 18, genoptog han håndbolden, som han tilsyneladende ikke havde mistet sit talent for.
I første omgang tørnede han ud for Mors-Thy Håndbold, inden han som senior rykkede til KIF Kolding og siden Team Sydhavsøerne og Sønderjyske.
I denne sæson har han været flyvende for sønderjyderne, og med 191 scoringer er han suveræn topscorer i ligaen.
- Jeg vil gerne opleve det at spille i Bundesligaen mod de bedste spillere i verden. Det er nu på tide for mig at tage det skridt, for jeg føler mig klar til Bundesligaen og er stolt af at skulle spille for HSV, siger Nicolaj Jørgensen.
Til sommer har Nicolaj Jørgensen været hos Sønderjyske i to sæsoner.
/ritzau/