Horsens-håndbolddamer tager den sidste plads i slutspil

2. APR 2025 • 20:49SPORT

HH Elite vandt knebent på hjemmebane over rivalerne fra Silkeborg-Voel og tog den sidste plads i slutspillet.

Den ottende og sidste plads i kvindernes håndboldslutspil går til HH Elite fra Horsens.

Det står klart, efter at HH Elite onsdag vandt 32-31 hjemme over Silkeborg-Voel i den næstsidste runde i grundspillet.

Med sejren er HH Elite på ottendepladsen oppe på 19 point efter 25 kampe og kan ikke længere hentes af nogen. Det er kun holdene i top-8, der går videre til slutspillet.

Silkeborg-Voel mistede med nederlaget den sidste mulighed for at kunne klemme sig med i slutspillet.

Hjemmeholdets Mai Kragballe, der efter denne sæson netop skifter til Silkeborg-Voel, blev kampens topscorer med 13 mål.

Dermed var bagspilleren i høj grad med til at sørge for, at hendes kommende klub efter grundspillets sidste spillerunde ikke er med i ligaens fineste selskab.

I første halvleg var HH Elite foran med 15-10, men udeholdet nåede at reducere til 16-19 inden pausen.

I anden halvleg kom HH Elite foran med 25-19, men Silkeborg-Voel bed godt fra sig og reducerede til 25-26.

Det endte også med at blive tæt til slut, men HH Elite løb med sejren og pladsen i slutspillet.

Tidligere onsdag blev der spillet yderligere tre kampe i den bedste danske række, og de endte alle tre med favoritsejre.

Team Esbjerg vandt 39-24 hjemme over bundholdet Bjerringbro. I den kamp scorede den norske bagspiller Henny Reistad ni mål for Team Esbjerg og blev kampens topscorer.

I sidste spillerunde af grundspillet skal Team Esbjerg møde Ikast Håndbold på udebane i en direkte duel om andenpladsen.

Odense Håndbold, som allerede er sikker på at slutte grundspillet på førstepladsen, sejrede med 36-27 hjemme over København Håndbold. Det var holdets 25. ligasejr i 25 kampe.

I den kamp scorede Tabea Schmid 14 mål for københavnerne.

Endelig vandt Viborg HK 27-23 ude over bundproppen Skanderborg, og senere sejrede Nykøbing Falster Håndboldklub 34-29 hjemme over Aarhus Håndbold.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT