Højgaard taber terræn og misser sejren i Abu Dhabi

9. NOV 2025 • 13:59SPORT

Nicolai Højgaard havde marginalerne imod sig på sidstedagen i Abu Dhabi og endte på delt tredjeplads.

Danmark har stadig sin første turneringssejr til gode i golf på højt niveau i 2025.

I De Forenede Arabiske Emirater var der ellers gode muligheder før sidste runde af Abu Dhabi Golf Championship. Nicolai Højgaard lå før sidstedagen på en delt andenplads, men formåede lige nøjagtig ikke at følge med de bedste.

Han endte på en delt tredjeplads med den nordirske stjerne Rory McIlroy.

Danskeren havde dog slet ikke en dårlig dag. Han åbnede runden med tre birdies på de første otte huller og lå i god position til at gå efter førstepræmien på knap ti millioner kroner.

Men efter en bogey på hul 12 røg han et par slag efter de forreste. Højgaard svarede godt igen med et stort putt til birdie på hul 16, og på hullet efter var han tæt på at gentage bedriften.

Men han missede og tog armene foran ansigtet i ærgrelse. Det syntes umuligt for Højgaard, men på sidste hul var han få centimeter fra at sikre omspil med en eagle.

I stedet måtte han nøjes med endnu en birdie og en forspildt mulighed.

Højgaard fulgtes med Tommy Fleetwood og Aaron Rai, som begge var et enkelt slag bedre end danskeren og udkæmpede en intens duel på Yas Links Golf Course.

Efter fire runder havde de begge brugt 263 slag og skulle derfor i omspil. Her blev et perfekt putt fra Rai afgørende.

Rasmus Højgaard, Rasmus Neergaard og Jacob Skov Olesen brugte alle ni slag mere end landsmanden Nicolai Højgaard i løbet af de fire runder i Abu Dhabi. De sluttede på en delt 23.-plads.

Abu Dhabi Championship er den første af de to store turneringer i Emiraterne, der afslutter DP World Tour-sæsonen. I 2023 leverede Nicolai Højgaard et stort resultat i ørkenstaten, da han vandt DP World Tour Championship i Dubai.

Kun de bedste spillere på touren er med i de to afsluttende turneringer.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT