Høgsberg vil tage førstepladsen i drømmemøde med PSG
Lucas Høgsberg skal være helt på dupperne for at matche PSG's stjerner, siger han før topkamp i Ligue 1.
Den danske landsholdsspiller Lucas Høgsberg kommer på en vanskelig opgave fredag aften, når han sammen med sine holdkammerater i Strasbourg skal møde Champions League-vinderen Paris Saint-Germain på udebane i Ligue 1.Den 19-årige dansker betegner det som en drøm at møde verdens måske bedste klubhold, og han håber også, at Strasbourg kan tage fusen på storfavoritterne.
Før opgøret fører PSG rækken, men med en sejr kan Strasbourg avancere fra tredje- til førstepladsen i den stærke liga.
- Det er den største kamp, der er for os i sæsonen, og det er en kamp, jeg har set frem til og drømt om. Vi spiller om førstepladsen på deres stadion. Forhåbentlig får vi point med, så vi kan blive i toppen.
- Vi har virkelig fået en fed start på sæsonen og sat vores præg på ligaen, siger Lucas Høgsberg.
Da PSG for to uger siden senest var i aktion, var stjerner som Khvicha Kvaratskhelia, Désiré Doué, Marquinhos, Joao Neves, Fabián Ruiz og Ballon d'Or-vinder Ousmane Dembélé ude med skader.
Kun førstnævnte ventes at være klar til fredagens kamp, men det får ikke Høgsberg og co. til at tage lettere på opgaven.
- Jeg har set, at de fleste af deres spillere er skadede, men lige meget hvem de sender på banen, så har PSG et godt hold, så jeg skal være helt på dupperne for at kunne følge med, siger han.
Selv om Strasbourg har haft en flot sæsonstart, hvor klubben på Brøndbys bekostning også har kvalificeret sig til Conference League, er der uro på de indre linjer.
Klubbens fans protesterer jævnligt mod klubbens ejerskab, der også ejer Premier League-klubben Chelsea.
Fansene er frustrerede over, at Strasbourg i praksis fungerer som et udviklingshold for den engelske storklub.
I denne sæson er tre spillere på lån fra Chelsea og to andre er skiftet permanent til Strasbourg. Planen er, at de bedste unge spillere på et tidspunkt skal den anden vej.
Allerede nu er det eksempelvis offentliggjort, at topscorer og anfører Emanuel Emegha til sommer skifter den franske klub ud med Chelsea.
Lucas Høgsberg medgiver, at støjen omkring klubben er forstyrrende, men han og holdkammeraterne prøver at abstrahere fra den.
- Det er specielt at være i, og det er ikke altid nemt. Vi spillere prøver at holde fokus på vores præstationer, for ved at gøre det kan vi forhåbentlig gøre fansene tilfredse, så de kan finde ind i et samarbejde med klubben igen, siger danskeren.
Fredagens topkamp i Ligue 1 begynder klokken 20.45.
/ritzau/