Herning Blue Fox skøjter mod grundspilssejr og fordel

14. FEB 2025 • 22:16SPORT

Herning Blue Fox er snublende tæt på at vinde grundspillet efter sejr over Aalborg Pirates.

Alt tyder på, at Herning Blue Fox træder ind i Metal Ligaens slutspil med de bedst mulige kort på hånden.

Efter en sejr over Aalborg Pirates på 4-1 fredag aften har ishockeyherrerne fra Herning et forspring på 17 point ned til andenpladsen.

Her ligger Odense Bulldogs, som samtidig tabte til Esbjerg Energy på straffeslag. Det var fynboernes andet nederlag på stribe, og med bare syv kampe og 21 point tilbage at spille om må Odense nok indse, at førstepladsen er væk.

Som nummer et i grundspillet sikrer et hold sig flere fordele i det kommende slutspil.

Først og fremmest bliver grundspilsvinderen parret med nummer otte, som før sæsonens slutspurt ligger til at blive Herlev Eagles eller Frederikshavn White Hawks.

Desuden har Herning Blue Fox i tilfælde af en førsteplads fordel af hjemmebane, hvis slutspilsserierne skulle endte i en syvende kamp. Der er også en plads i den europæiske turnering Champions Hockey League på højkant til vinderen af den regulære sæson.

Herning kom foran 3-0 halvvejs inde i første periode og smed aldrig føringen mod Aalborg. Først med ti minutter igen af kampen fik Oliver Kiljunen reduceret, men ellers kom nordjyderne ikke til fadet.

De forsvarende mestre fra Sønderjyske vandt sikkert med 7-0 over bundproppen Rødovre Mighty Bulls, mens Rungsted Seier Capital hjemme besejrede Herlev Eagles med 4-0.

Herning Blue Fox har allerede sikret sig en titel i denne sæson ved at vinde pokalturneringen i januar.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT