Hareide er imponeret af den omsorgsfulde leder Simon Kjær

13. JAN 2025 • 11:24SPORT

Simon Kjær var den naturlige anfører på Åge Hareides landshold, og nordmanden hylder den pensionerede profil.

132 landskampe taler for sig selv.

Simon Kjær har mandag indstillet en glorværdig karriere, og han får rosende ord med på vejen af den tidligere landstræner Åge Hareide for sit bidrag på - men i høj grad også uden for banen.

Nordmanden gjorde kort efter sin tiltræden Kjær til kaptajn i 2016, da Daniel Agger takkede af på nationalmandskabet.

- Han var en utrolig god anfører for holdet og havde fine relationer til samtlige spillere. Han var også en glimrende samtalepartner for mig og de andre i trænerstaben.

- Vi sparrede en del med ham og fandt frem til fornuftige løsninger på, hvordan vi skulle angribe kampene. For mig var han den naturlige anfører, og han blev kun bedre og bedre i den rolle, fordi han tog et så enormt stort ansvar for holdet, siger Hareide.

Nordmanden diskuterede med assistent og tidligere landsholdsanfører Jon Dahl Tomasson, hvem der skulle afløse Agger som kaptajn.

Christian Eriksen og Kasper Schmeichel blev overvejet, inden valget på den daværende Fenerbahce-spiller.

Alle tre blev ledere på holdet, men Kjær fik bindet på grund af sin position på banen og sine store menneskelige egenskaber.

- Han blev på mange måder min forlængede arm på holdet, og det var interessant at se, hvordan han tog det til sig.

- Jeg tænker specielt på VM i 2018, hvor Knudsen fik en datter, og Simon og de andre sendte ham hjem til Esbjerg med privatfly. Det var fantastisk, siger Hareide med henvisning til Jonas Knudsen, der var på lynvisit derhjemme mellem første og anden gruppekamp i Rusland.

I offentligheden blev billedet af Simon Kjær i nogen grad præget af konflikten med DBU om kommercielle rettigheder i 2018, hvilket blandt andet sendte et vikarlandshold bestående af amatører på banen til en testkamp i Slovakiet.

Kjær blev for nogen billedet udadtil på en flok griske spillere. Internt var holdningen en noget anden.

- Han drog omsorg for alle i både truppen og staben. Han værnede virkelig om holdet og var meget opmærksom på, om der var noget galt. Han er en utrolig fin person på alle måder, siger Hareide.

Nordmanden, der stod i spidsen for Danmark fra 2016 til 2020, overtog på banen en "hurtig og klog" central forsvarsspiller, da han tiltrådte i jobbet.

- Det var meget betryggende for vores defensiv, at han havde netop de egenskaber, efter at Daniel Agger var stoppet. Og han blev kun bedre og bedre med årene, som forsvarsspillere ofte gør.

Nordmanden fremhæver udekampen mod Schweiz i EM-kvalifikationen i 2019 som et højdepunkt for lederen Kjær.

- Vi var bagud 0-1 ved pausen, og det blev 0-3 i løbet af anden halvleg. Men Simon bevarede roen og blev aldrig hysterisk, og det var meget vigtigt, siger Hareide om den vilde 3-3-kamp, hvor Danmark scorede tre gange fra det 84. minut og frem.

Kjær var forbi ni forskellige klubber i sin karriere, og for Hareide toppede den i AC Milan, hvor Kjær nåede 121 kampe og vandt karrierens eneste mesterskab.

- Det viser meget om Simons kvaliteter, at han spillede så meget i AC Milan, når man ved, hvor højt de rangerer forsvarsspillet.

- Jeg er generelt imponeret af hans karriere. Især når man tænker på, hvor plaget af rygproblemer han var i en stor del af karrieren. Det er utroligt flot, hvad han har opnået.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT