Landstræneren er klar til at sende straffekast i rotation
Det ligger ikke fast, hvem der skal afløse Mikkel Hansen som landsholds straffekastskytte.
Nikolaj Jacobsen erklærer sig klar og velforberedt til tirsdagens VM-premiere, men der er én detalje, håndboldlandstræneren ikke får på plads før turneringsstarten.For hvem skal have ansvaret for at tage straffekast efter Mikkel Hansens farvel til landsholdet?
Hansen har i årevis siddet tungt på opgaven og har haft en tårnhøj træfsikkerhed fra syvmeterstregen.
Landstræneren er klar til at sende opgaven på skift mellem flere forskellige skytter.
- Altså, hvis den første scorer og bliver ved med at score, så bliver der ikke nogen rotation. Men ellers kommer jeg til at vælge lidt flere og prøve mig lidt frem.
- Vi er nødt til at indstille os på, at vi formentlig kommer til at brænde flere straffekast, end vi plejer, fordi Mikkel var exceptionel i lige netop den disciplin.
- Vi får nok ikke de samme scoringsprocenter, men mindre kan også gøre det, siger Nikolaj Jacobsen.
De to testkampe mod Bahrain gjorde ikke publikum meget klogere på, hvem der får VM-ansvaret.
Her fik Emil Jakobsen, Magnus Landin, Emil Madsen og Johan Hansen alle chancen som straffekastskytte.
- Der er vel fem-seks stykker, der kan komme i spil. Måske endnu flere. Hvis ikke de scorer, må vi ud at lede efter nogle, der kan, siger Nikolaj Jacobsen.
Da Emil Jakobsen slutrundedebuterede ved VM i 2021, førte han sig frem som ganske sikker på straffekast med 12 scoringer på 14 forsøg.
Mod Bahrain var han til gengæld alt andet end overbevisende i duellerne med målmanden. Han har heller ikke en fornemmelse af, hvem der lige nu står forrest i køen.
- Jeg er spændt på at se, hvad han gør. Jeg er frisk på at skyde, men det er også fair, at andre får lov. Det kan også gøre det svært for vores modstandere, hvis der er flere skytter, siger Emil Jakobsen.
Danmark indleder VM mod Algeriet tirsdag aften i Herning.
/ritzau/