Danmark er historisk stor favorit til VM-guld hos bookmaker

13. JAN 2025 • 12:29SPORT

Danmark er historisk stor guldfavorit ved VM i håndbold hos bookmakeren Danske Spil.

Danmark har større chance for at vinde guld ved VM i håndbold, end for ikke at gøre det.

Det afspejler i hvert fald oddsene hos bookmakeren Danske Spil, der giver odds 1,85 på dansk guld i Oslo om knap tre uger.

Det svarer til, at man får 185 kroner udbetalt for en indsats på 100 kroner.

Omvendt får man sine pengene 1,90 gange igen, hvis ikke Danmark går hele vejen for fjerde gang i træk ved VM. Det er første gang før et stort mesterskab, at Danmarks håndboldherrer har været så stor favorit hos Danske Spil.

- Først og fremmest har vi lige set et OL, hvor Danmark spillede noget af det bedste håndbold, jeg nogensinde har set.

- I finalen blev Tyskland krøllet fuldstændig sammen, og inden da fik Frankrig en tur i guillotinen med et nederlag på hele otte mål, siger håndboldekspert og oddssætter hos Danske Spil, Mads Mortensen.

Rivaliserende bookmakere med dansk licens som Unibet og Bet365 vurderer styrkeforholdet nogenlunde som Danske Spil og har også Danmark som markant favorit.

Danmark stiller for første gang i mange år op uden Mikkel Hansen og Niklas Landin, men med stjerner som Emil Nielsen, Mathias Gidsel, Simon Pytlick og Thomas Arnoldsen er Danmark på papiret alligevel i særklasse, mener Danske Spil.

- Det spiller naturligvis også ind, at de stærkeste konkurrenter kæmper med fravær og skader til nogen af deres største stjerner, siger Mads Mortensen med henvisning til Frankrig og Sverige.

- Alt dette taget i betragtning har vi meget svært ved at se, hvordan Danmark kan undgå at slå endnu en rekord - ved at vinde VM for fjerde gang i træk, siger han.

Frankrig er næstfavorit hos Danske Spil og giver i skrivende stund odds 4 som vinder af VM. Sverige og Norge giver henholdsvis odds 12 og 16 som de næste.

Løseligt omregnet betyder det, at bookmakeren giver Mathias Gidsel og holdkammeraterne godt 50 procent chance for at vinde VM, mens Frankrig har knap 25 procent - og Norge og Sverige mindre end 10 procent.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT