Dansk succestræner øjner VM-triumf for Japans fodboldkvinder

18. DEC 2024 • 10:01SPORT

Nils Nielsen vil føre Japans fodboldkvinder tilbage til toppen. Talentmasse i Japan gør det muligt, mener han.

Som den første udenlandske træner for Japans fodboldkvinder nogensinde har danske Nils Nielsen store ambitioner.

Danskeren, der blev præsenteret som ny landstræner fredag, er således overbevist om, at han kan føre Japan til endnu en VM-triumf.

- Vi vil have Japan tilbage på toppen, og der er mange hold, der gerne vil derop, men talentmassen i Japan gør det faktisk muligt, siger træneren.

53-årige Nielsen var fra 2013 til 2017 træner for det danske kvindelandshold og var blandt andet med til at vinde sølv ved EM i 2017.

Dengang sluttede han som nummer to i Fifas kåring af årets bedste træner i kvindefodbold i verden.

Han overtager et japansk landshold, som ikke har nået en VM- eller OL-semifinale siden 2015.

Men han forklarer, at han er blevet inspireret af Japans triumf ved VM i 2011.

Derfor ser han ikke nogen grund til, at landsholdet, der aktuelt er nummer syv på verdensranglisten, ikke kan gentage præstationen under hans ledelse.

- Vi vil gøre det hårde arbejde og vise dedikation. Vi vil alle gøre alt, hvad vi kan, for at få det gjort, siger danskeren.

- Det skal være et holdarbejde. Det handler ikke om en person, der handler ikke om mig, men jeg vil lede processen.

Japan "vil altid være en titelkandidat", lyder det videre fra danskeren.

Fra 2018 til 2022 stod han i spidsen for Schweiz' bedste kvindehold.

Siden har han været fodbolddirektør i kvindeafdelingen i Manchester City.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT