Bucks brillerer i anden halvleg og vinder NBA Cup over Thunder
Første halvdel af finalen i NBA Cup var tæt, men Bucks satte tempoet op og tog pokalen for første gang.
Milwaukee Bucks vinder NBA Cup 97-81 over Oklahoma City Thunder efter en intens anden halvdel af pokalfinalen i basketball.Det blev en sløj start for Bucks. Thunder kom foran med 16-9 og tvang Bucks til at tage en timeout efter 4,5 minut.
Derefter svarede Bucks' Damian Lillard igen, og i slutningen af første periode var det indhentet til 27-28.
Han og Giannis Antetokounmpo førte Bucks frem i anden periode, og ved pausen var Bucks foran 51-50.
Men da holdene kom tilbage fra pause, tog Bucks ved og holdt en føring på minimum fire point under hele perioden, der sluttede med en 13-points-føring.
Fjerde periode fortsatte i samme stil, og til sidst kunne Bucks tage pokalen.
Antetokounmpo, som to gange er blevet udnævnt som MVP (mest værdifulde spiller) i NBA, scorede flest point under kampen, skarpt forfulgt af Damian Lillard.
Han leverede en såkaldt tripledouble med 26 point, 19 rebounds og 10 assists samt to steals og tre blokerede skud.
NBA Cup er en pokalturnering i den amerikanske basketliga, NBA.
Det er anden gang, at NBA Cup afholdes. Sidste år vandt Los Angeles Lakers over Indiana Pacers.
/ritzau/