Mindst 13 døde efter flådefartøj støder ind i færge i Indien
Et fartøj fra den indiske flåde stødte onsdag sammen med en færge. Ifølge lokale medier var det en turistbåd.
Mindst 13 er døde, efter et fartøj i den indiske flåde er stødt sammen med en passagerfærge.Det oplyser en talsperson fra den indiske flåde ifølge nyhedsbureauet AFP.
I en udtalelse på det sociale medie X oplyser den indiske flåde, at ulykken skete, da man mistede kontrollen, efter at fartøjets motor svigtede under en test i havnen i Mumbai.
Påsejlingen fik færgen til at kæntre, lyder det.
99 er ifølge flåden blevet reddet i land.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters rapporterer lokale medier, som har talt med passagerer på færgen, at fartøjet fra flåden angiveligt var en speedbåd.
Færgen er ifølge mediet BMC privatejet og havde kurs mod den populære turistattraktion Elephanta Grotterne.
Den indiske flåde skriver på X, at der med det samme blev sat gang i en redningsaktion.
Her lyder det, at man sendte fire helikoptere, 11 flådefartøjer, en båd fra kystvagten og tre fartøjer fra politiet afsted.
De overlevende er blevet flyttet til nærliggende hospitaler.
Indiens præsident, Droupadi Murmu, skriver i et opslag på X, at hun sender sine kondolencer til de pårørende.
/ritzau/