Håndboldlandsholdets nye hurtigløber konkurrerer også med brødre
Et brag af et ligagennembrud har bragt Victor Norlyk på A-landsholdet før sine to talentfulde brødre.
Der er tre Norlyk-brødre, der alle har spillet på danske ungdomslandshold. Men det var 22-årige Victor, der først fik debut på "det rigtige" landshold.Torsdag aften fik han sin ilddåb mod Norge i Golden League og imponerede med hurtige fødder og et velsmurt samspil med Mathias Gidsel og Thomas Arnoldsen.
Storebror Oliver, der spiller for HSV Hamburg i Bundesligaen, har formentlig fulgt interesseret med. Det samme har Victors tvillingbror, Magnus, som huserer på Mors-Thys venstrefløj og til sommer skifter til Aalborg.
- Vi har altid konkurreret helt vildt. Især min tvilling og jeg, og så har vi Oliver med på sidelinjen. Men vi støtter også hinanden.
- Vi ringer næsten til Oliver dagligt og får gode råd eller en snak om noget helt andet. Det er fedt at have to brødre, der er i den samme verden, siger Victor Norlyk.
Hans landsholdsdebut er belønning for præstationerne for Mors-Thy i håndboldligaen, hvor bagspillerens niveau i denne sæson er steget eksplosivt.
I 24 kampe har han hamret hele 202 bolde i nettet og er nummer to på ligaens topscorerliste. Mere end 100 målgivende afleveringer er det også blevet til.
- Jeg har fundet min rolle på holdet, tager noget ansvar og er nok vokset lidt med opgaven. Meget af det skyldes nok den tillid, jeg har fået af trænerteamet, og den rolle jeg er blevet sat i.
- Jeg får mange spilleminutter, og det giver selvfølgelig mange chancer i løbet af kampene. Det har jeg så formået at udnytte.
- Spilletid er jo alt i denne sport. Det er jeg ikke det første eksempel på. Men det er nok gået hurtigere, end jeg havde forventet. Jeg har taget et enormt spring, siger Victor Norlyk.
Ligesom sin tvillingbror er han fortid i Mors-klubben i næste sæson. Men mens Magnus bliver i Danmark, rejser Victor omkring 1700 kilometer mod syd og slutter sig til HBC Nantes, der er nummer to i den franske liga.
Sammen med Aalborg-stregspilleren René Antonsen og Skjern-keeperen Christoffer Bonde bliver han del af en dansk trio, der skal forstærke den ambitiøse klub.
- Jeg havde ikke regnet med, at det skulle gå så stærkt til det niveau, jeg har ramt nu. Jeg havde nok forventet, at jeg skulle spille et år mere på Mors.
- Men jeg glæder mig helt vildt. Jeg har altid drømt om at leve det der håndboldliv i udlandet og at lære et nyt sprog.
- Jeg har sat mig for at lære fransk. Jeg er godt i gang. Det er et svært sprog at lære, men jeg er begyndt på undervisningen, så mon ikke det kommer, siger Victor Norlyk.
Han har mulighed for at skrive yderligere to A-landskampe på sit cv i denne samling, når Danmark i weekenden møder USA og Holland.
Her gælder det om at overbevise landstræneren om, at han roligt kan sende bud igen, hvis holdet står og mangler en målfarlig bagspiller med fart i fødderne.
- Og bagefter vil jeg klø på i min klub og se, om det er nok til, at jeg kan få en samling eller to mere.
- Det er utrolig svært at komme ind på så godt et landshold. Og jeg er lidt benovet og stolt over, at jeg kan være med på det her niveau, lyder det fra den nye landsholdsspiller.
/ritzau/
