For en gangs skyld er Pogacar udfordreren
Tadej Pogacar skal forsøge at støde den dobbelte Milano-Sanremo-vinder Mathieu van der Poel af tronen.
Det er efterhånden en sjældenhed, at UAE's Tadej Pogacar stiller op i et cykelløb uden at være kæmpefavorit. Men det er tilfældet lørdag, når årets første monument, Milano-Sanremo, køres i Norditalien.Sidste år slog hollandske Mathieu van der Poel det slovenske fænomen, og begge har i 2026 om muligt set endnu stærkere ud.
- Pogacar omformer mange af de logikker, som traditionelt har været i de største løb. Der var sidste års Milano-Sanremo ingen undtagelse, da han sammen med van der Poel og Filippo Ganna kørte væk tidligt, siger tidligere landstræner og ekspert på Eurosport Anders Lund.
- Men det var ikke nok. Det er den store duel, og sådan som van der Poel er kørende, ser han sindssygt skarp ud. Han bliver svær at ryste.
Det italienske monument udmærker sig ved sin længde på næsten 300 kilometer med en særdeles eksplosiv finale med stigningerne Cipressa og Poggio.
- Tidligere var det helt udelukket at tænke på at angribe på Cipressa, men Pogacar har ændret det. Det er blevet et langt hårdere og underholdende løb, siger Mathieu van der Poel til den italienske avis La Gazzetta dello Sport.
Ofte har sprinterne fået måsen med og spurtet om sejren, medmindre et lusket angreb over Poggio eller på den hurtige nedkørsel har afgjort løbet.
Anders Lund kalder 2025-udgaven for "et nybrud".
- Det er klart til Pogacars fordel, at løbet bliver kørt så hårdt, så han får isoleret van der Poel i en direkte duel, siger Anders Lund.
Den plan lykkedes i fjor, men trods adskillige slovenske slangehug sad van der Poel klistret i hjulet.
- I 2025 var han virkelig tæt på at køre alene afsted. Hvis jeg bare er en procent under mit topniveau, kan jeg ikke følge med. Det er kun et spørgsmål om tid, før Pogacar vinder løbet, siger van der Poel til den italienske avis.
Hvor Pogacar skal finde en opskrift på at gøre løbet så hårdt som muligt, er planen anderledes simpel for van der Poel, mener Anders Lund.
Hollænderen, der har vundet løbet i 2023 og 2025, skal klæbe sig til Pogacars hjul, og så er han hurtigst på målstregen.
- Når det er sagt, har vi set, hvordan de største stjerner hele tiden søger det ulogiske for at gøre sejrene endnu mere spektakulære.
- Hvis van der Poel har overskuddet, vil han elske at angribe Pogacar, som han også gjorde sidste år. Det er næsten sådan et machospil.
- Det kan måske være van der Poels største svaghed. En form for hybris, hvor han vil gøre det på den mest spektakulære måde, siger Anders Lund.
/ritzau/
