S vil give småbørnsforældre mulighed for at gå ned i tid

21. MAR 2026 • 05:22ERHVERV/POLITIK

Forældre skal skulle gå ned i tid, mens deres børn er små, skriver Socialdemokratiet i nyt udspil.

Forældre skal have mulighed for at gå et antal timer ned om ugen i en periode, mens de har små børn.

Det fremgår af et uddrag af et børneudspil, som Socialdemokratiet vil præsentere lørdag.

Partiet holder pressemøde om udspillet klokken 12.15 i Falkoner Centret på Frederiksberg.

Udspillet indeholder blandt andet fem principper for "børnetid".

"Børnetid" skal være med til at mindske uligheden på arbejdsmarkedet, skriver partiet i udspillet.

- Nogle har fleksible job eller økonomi til at gå ned i tid i en periode, mens andre ikke har den mulighed.

- Samtidig ser vi en tydelig kønsmæssig skævhed, når familier får børn. Det er stadig oftest kvinder, der går ned i tid, og som derfor ender med lavere løn og pension, lyder det i udspillet.

Forældrene skal samtidig kunne få økonomisk støtte for de timer, som de går ned i tid, for eksempel svarende til niveauet for barselsdagpengesatsen.

Når børnene er store nok, skal forældrene gå op i tid igen, skriver partiet.

I 2024 kom statsminister Mette Frederiksen (S) med en opsang til danskernes arbejdsmoral, fordi "russerne går ikke hjem".

- Samlebåndene kører i Rusland 24/7. Og den diskussion, jeg hører mest om i Europa, er, at vi gerne vil arbejde mindre, sagde hun dengang.

Zetland har spurgt Mette Frederiksen, hvorfor hun nu ændrer holdning.

- Altså, når jeg sagde det den dag, så var det jo ikke en besked til den enkelte sygeplejerske om, at det er dig, der skal vinde over Rusland, og derfor skal du arbejde mere, end du allerede gør.

- Det var ikke en besked til et enkelt menneske, heller ikke ude ved samlebåndet. Det var jo sådan en metafor for, at Europa bliver nødt til at kunne vinde over Rusland, og det kræver noget af os, siger hun til Zetland.

Hun siger videre til mediet, at hun mener, at "vi skal kunne gøre flere ting på én og samme tid".

I uddraget skriver partiet ikke, hvor mange timer småbørnsforældre skal have mulighed for at gå ned om ugen. Det fremgår heller ikke, hvor pengene skal komme fra.

Det er partiets plan, at "børnetid" skal udvikles i en trepart sammen med lønmodtagere og arbejdsgivere "i respekt for den danske arbejdsmarkedsmodel og gældende overenskomster".

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT