Tauson trækker sig og siger tidligt farvel til Miami Open
Miami Open blev en kort fornøjelse for Clara Tauson, der trak sig i tredje sæt i sin første kamp.
Tennisspilleren Clara Tauson fik kun én kamp i WTA 1000-turnering Miami Open. Og den kamp blev end ikke spillet til ende.Danskeren opgav nemlig kort inde i tredje sæt mod briten Katie Boulter og forlod turneringen.
Det er uklart, hvad der foranledigede Tauson til at trække sig, men hun tog sig et par gange til hoften undervejs, og det var formentlig fysikken, der drillede.
Katie Boulter, der som nummer 67 i verden er 51 placeringer under sin danske modstander, er klar til tredje runde, mens Tauson kan rejse hjem.
Kampen var længe om at komme i gang, fordi flere regnbyger insisterede på at drille arrangørerne, og også Tauson var et stykke tid om at komme i omdrejninger.
Hun blev brudt i sit første serveparti, men det var i sig selv ikke den store katastrofe i kamp, hvor begge spillere havde problemer med at holde deres egen serv.
Tauson og Boulter brød to gange hver i første sæt, der derfor skulle afgøres i tiebreak. Her fulgte briten med til 4-4, inden Tauson vandt tre dueller på stribe og tog sættet.
Trods sætsejren lignede hun ikke en, der var specielt tilfreds med sit eget spil. Og hun fandt heller ikke topniveauet i andet sæt, selvom hun kom godt fra start og førte 2-0.
Boulter kæmpede sig tilbage, bragte sig foran 5-4 og sikrede sig derefter sættet med sit andet servegennembrud.
Tredje sæt blev en kort fornøjelse. Tauson var bagud 0-1, da hun i andet parti slog en bold i nettet og derefter vandrede hen til sin stol.
Hendes fysioterapeut kom til assistance, men kort efter pakkede Tauson sine sager sammen, vekslede et par ord med Boulter og forlod arenaen.
/ritzau/
