GOG-træner efter CL-exit: Fejlede på stort set alle parametre

9. APR 2026 • 11:29SPORT

Efter første halvleg var løbet kørt for GOG, der onsdag røg ud af Champions League til franske Nantes.

GOG jagtede torsdag aften overraskelsen i Champions League-returmødet i franske Nantes efter et etmålsnederlag i første opgør ugen inden på Fyn.

Håbet om en kvartfinaleplads blev dog hurtigt punkteret. Ved sidebyttet førte franskmændene i returkampen med ni mål.

- Vi går ind til kampen og forsøger at afvikle vores gameplan. Der kan vi så konstatere, at vi fejlede på stort set alle parametre i første halvleg, siger GOG-træner Kasper Christensen til TV 2 Sport.

Det fynske udgangspunkt med et snævert nederlag fra første møde kunne snildt have været langt bedre. I kampen i Svendborg førte GOG i anden halvleg med seks mål, men faldt sammen mod slut.

Overordnet blåstempler GOG-træneren også denne sæsons Champions League-kampagne, der undervejs har budt på sejre på udebane mod blandt andre Paris Saint-Germain og Pick Szeged i gruppefasen.

- Vi havde et mål og en forhåbning om at komme videre, men jeg synes egentlig også, vi gik videre med bravur. Vi har spillet mange gode kampe og vundet på nogle svære udebaner, siger GOG-træneren til TV 2 Sport.

Med det fynske exit er Aalborg Håndbold den eneste danske repræsentant tilbage.

Nordjyderne spillede sig med en andenplads i gruppen direkte i kvartfinalerne. Den kommende modstander afgøres torsdag aften, når polske Wisla Plock møder Sporting fra Portugal.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT