GOG dukker Mors-Thy og hægter sig på topstrid
GOG var bagud med tre til pause mod Mors-Thy, men fynboerne satte i den grad foden på pedalen i slutfasen.
I en direkte duel om at bide sig fast i toppen i herrernes håndboldliga vendte GOG en svag åbning til sikker sejr på 40-34 ude mod Mors-Thy.Klubberne lå inden kampen side om side på en delt fjerdeplads i ligaen - begge med 25 point.
Med de to høstede point hægter GOG sig for alvor på topstriden. Der er bare et point op til Skjern på tredjepladsen og to til andenpladsen Skanderborg AGF.
Trioen kigger næppe mod Aalborg, der fører herreligaen helt suverænt med 21 sejre i 21 runder.
Mors-Thy åbnede bedst og straffede et haltende GOG-forsvar, der gav gode arbejdsbetingelser for profilerne Nichlas Hald og Victor Norlyk.
Værterne var længe foran med fire, men en effektiv slutspurt bragte GOG tilbage og mere til. Det sørgede en flyvende fløjprofil Frederik Bjerre blandt andet for med otte scoringer på samvittigheden i de første 30 minutter.
GOG skal nyde, så længe fynboerne har ligatopscoreren på holdkortet. Fløjspilleren er nemlig solgt til polske Wisla Plock i et skifte, der træder i kraft til sommer.
De fynske gæster var bagud med tre til pausen, men så skruede holdet i den grad op for tempoet.
Det tog GOG seks minutter at komme helt tilbage på omgangshøjde, og det resulterede i en tidlig timeout for nordvestjyderne.
Men GOG's velsmurte offensiv fortsatte ufortrødent og fik vendt sagerne helt på hovedet. 23 fynske mål i anden halvleg lød facit.
Fynboerne trak fra og endte med en komfortabel sejr på seks mål.
/ritzau/
