Liverpool vågner til sidst og dukker velspillende Forest

22. FEB 2026 • 17:08SPORT

Liverpool leverede langt fra sit topniveau i Nottingham, men et mål efter 97 minutter rakte til fuldt udbytte.

De forsvarende engelske mestre leverede en sløset indsats, men i syv minutters tillægstid slog Liverpool til og hentede en vital sejr mod bundholdet Nottingham Forest i Premier League.

Forest var ellers klart bedste hold set over hele kampen, men det var Alexis Mac Allister ligeglad med. Argentineren kom først på en nedfaldsbold og sendte 1-0-sejren til Liverpool efter 97 minutter.

Efter de første 45 minutter skulle Liverpool ellers prise sig lykkelig for ikke at være bagud. Forest var et niveau over gæsterne, men bundholdet brændte tilbud på stribe.

Med sejren stryger Liverpool op på siden af Chelsea på fjerdepladsen i rækken med 45 point.

Forest er placeret lige over nedrykningsstregen med to point ned til West Ham under linjen.

Vítor Pereira overtog trænersædet i Forest for en uge siden, og portugiseren er den fjerde cheftræner for bundklubben alene i denne sæson.

Søndagens opgør var trænerens første opgave i Premier League for klubben, og Pereira havde tydeligvis pumpet energi ind i det problemramte mandskab.

Da opgøret blev fløjtet op i den engelske eftermiddagssol, var det på ingen måde til at se, at hjemmeholdet kæmper i bunden. Forest sad på det hele og var bedre i alle spillets facetter.

Liverpool var omvendt spillemæssigt langt fra skiven i de første 45 minutter på City Ground i Nottingham.

Forest brændte chancer på stribe, hvorfor Liverpool blot kunne være lykkelige over, at man gik til pause med 0-0.

Pausesnakken gavnede Liverpool, der fandt mere kontrol over sagerne, mens værterne stod længere tilbage. Men det lignede længe et fortjent point til Forest.

Liverpools Alexis Mac Allister viste sig dog altafgørende i det 97. minut. En lang bold dumpede ned for argentineren, og han sparkede de tre point i hus til stor ekstase for de medrejsende fans.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT