En rørt Emil Nielsen sluttede med en CL-titel i Barcelona. Ifølge modstanderne var sejren hans fortjeneste.
Varslingen kom efter 40 sekunder. Barcelonas Emil Nielsen pillede den ellers normalt så vanvittigt træfsikre Mathias Gidsels afslutninger fra helt frie positioner.Derfra leverede den danske keeper en præstation, som ifølge modstanderne var årsagen til, at Barcelona vandt Champions League med en 37-34-finalesejr over Füchse Berlin.
- Vi kæmpede mod en målmand, der denne weekend har vist, at han er med afstand verdens bedste målmand, siger Gidsel.
- Hver gang vi kæmpede os igennem med hårdt slid og flid, stod han der.
Füchse Berlin sled med tingene angrebsmæssigt i starten. Derfor var det Barcelona, der med en god kontrafase fik overhånden i indledningen.
- Vi skulle lige ind i det. Men jeg synes, at vi fik løst mange af tingene og spillede en rigtig god kamp i de sidste 40 minutter, siger den anden Füchse Berlin-dansker, Lasse Andersson.
- Når vi endelig fik perioder med momentum og spillede rigtig god håndbold, så stod Emil bagved og nuppede to-tre redninger fra helt frie spillere.
- Det er altid sjovt at have Emil på sit hold. I finalen viste han hvorfor. Det er ikke så sjovt, når han ikke er på mit hold. Det kunne jeg mærke.
Det er andet år i træk, at den tyske klub taber Champions League-finalen. Sidste år var det Magdeburg, der var bødlen.
- Det er selvfølgelig ekstremt hårdt at stå med denne her følelse igen, men i topsport må man nogle gange bare erkende, at der er nogle præstationer, der er unikke. Og i finalen var Emil Nielsen unik. I hvert fald i mine øjne, lyder det fra Gidsel.
- Der findes få, der kan tage selvtillid og momentum ud af et hold, som Emil kan. Jeg har også oplevet det med Niklas Landin, men det er de eneste to. Hver eneste gang vi lidt fik en snært af at være tilbage og fik momentum, så havde han en afgørende redning og fik hele hallen til at sætte sig ned igen.
- Vi fik aldrig lukket hullet, og det var kun, fordi Emil blev ved med at være kontinuerlig gennem hele anden halvleg også.
/ritzau/