Trump venter aftale med Iran underskrevet om nogle timer

14. JUN 2026 • 19:20UDLAND

Der har været forskellige meldinger om, hvorvidt Iran og USA søndag vil underskrive en aftale.

En aftale om at afslutte krigen mellem USA og Iran er stadig på rette spor. En underskrivelse ventes om et par timer, siger USA's præsident, Donald Trump, til det amerikanske medie Axios søndag.

- Det skulle have været nu. Nu er det planlagt til et par timer fra nu, lyder det.

Der har været forskellige meldinger om, hvorvidt Iran og USA søndag vil underskrive en aftale, efter at Israel har angrebet Libanon, og Iran har truet med gengældelse.

Men ifølge den amerikanske præsident er en aftale ved at falde på plads.

Iran og USA forhandler om et såkaldt aftalememorandum, som skal fastsætte en politisk ramme for at nå videre frem mod en mere detaljeret aftale.

Krigen mellem USA og Iran begyndte 28. februar, hvor USA og Israel indledte den første bølge af angreb mod det mellemøstlige land.

Trump har begrundet krigen med, at Iran er ved at udvikle atomvåben.

Han vil have Irans atomanlæg demonteret og fjerne landets beholdning af det radioaktive metal uran.

Under krigen er konflikten mellem Israel og Libanon blusset op.

Hizbollah-militsen i Libanon har i årevis været støttet af Iran.

Trump kritiserer de seneste israelske angreb på Libanons hovedstad, Beirut.

- Det er så slemt - jeg kunne ikke tro det. En time før vi skulle underskrive aftalen, siger han til Axios.

Trump anerkender, at Hizbollah angreb Israel først, men tilføjer, at angrebet ikke forvoldte nogen skade, hvorfor Israel ikke skulle have gengældt det.

I den forbindelse langer han i kraftige vendinger ud efter Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

- Hvorfor skulle Bibi (Netanyahu, red.) lave et forbandet angreb? Jeg var så sur. Jeg lod ham det vide. Han har ingen forbandet indflydelse. Det lod jeg ham vide, lyder det fra Trump.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT