FCK-træner dumper negativ superligastime i Parken

6. OKT 2025 • 13:03SPORT

Kun Vejle har samlet færre point sammen på hjemmebane i Superligaen end FCK, og det frustrerer cheftræneren.

FC København-træner Jacob Neestrup langer ud efter holdets evne til at vinde sine hjemmekampe i Superligaen.

I denne sæson har FCK kun vundet én af de første fem hjemmekampe i Superligaen. Kun bundproppen Vejle har hentet færre point på eget græs.

Med søndagens 1-1-resultat hjemme mod FC Midtjylland er FCK kun noteret for seks point i Parken. Ude har FCK derimod hentet fem sejre i seks ligakampe.

- Det er forskellige måder, vi har tabt point på. Men når alt kommer til alt, så er én sejr i fem superligakampe i Parken bare for dårligt, erkender Neestrup.

FCK vandt over Vejle i slutningen af juli, men har siden tabt til AGF og spillet uafgjort mod OB, Silkeborg og FCM i de fire seneste hjemmekampe i Superligaen.

AGF topper Superligaen med 26 point efter 11 kampe. FCM har 22 point, mens FCK og Brøndby er noteret for 21 point.

- Vi er nummer tre lige nu, så vi er det tredjebedste hold lige nu. Tabellen lyver aldrig. Men Superligaen bliver stadig ikke afgjort efter 11 spillerunder.

- Når vi kigger tilbage, er det ikke godt nok, at vi kun har taget seks point i fem hjemmekampe, så vi skal forbedre os og få soliditet tilbage i holdet, siger Neestrup.

Han påpeger, at han eksempelvis ikke ville have gjort noget anderledes i kampen mod AGF, der vandt 3-2 i Parken. I den kamp stillede FCK op uden en håndfuld stamspillere fra start.

Det gjorde Neestrup i en periode, hvor holdet prioriterede de europæiske kampe højere for at komme i Champions League, og det lykkedes for københavnerne.

- Hvis du vil spille Champions League som dansk hold, så holder jeg fast i, at du må tage en kamp på et tidspunkt, hvor du spiller uden dine bedste spillere, og det valgte vi at gøre mod AGF i runde fire efter at have fået ni point.

- Fire dage senere smadrede vi Malmö FF 5-0, så det står jeg ved. Den kalkule måtte vi tage, mener Neestrup.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT