Togdrift i Aarhus genoptaget - problemer med pladsmangel i tog
Togene kører efter planen igen ved Aarhus H, efter at togtrafikken har været indstillet siden søndag aften.
Togdriften på Aarhus Banegård er blevet genoptaget, efter at den har været indstillet siden søndag aften.Togene kører derfor efter planen igen, oplyser DSB til Ritzau.
Der er dog udfordringer med størrelserne på toget - altså hvor mange passagerer der er plads til.
I tilfælde af mangel på pladser skal man kontakte togets personale, lyder det fra DSB.
De første tog kørte igen omkring klokken 10.45 på et enkelt spor, og fra klokken 13.00 var to spor i brug, oplyser Banedanmark.
Togdriften til og fra Aarhus H har været indstillet siden søndag aften, efter at et tog uden passagerer kørte af sporet med et par hjul.
Der var ingen tilskadekomne.
Der blev indkaldt togbusser til strækningen mellem Langå og Skanderborg.
I første omgang lød meldingen fra DSB, at man forventede at genoptage togtrafikken mandag klokken 06.00.
Reparationsarbejdet viste sig mere omfattende end først antaget, hvorfor det mandag morgen blev meldt ud, at man forlængede stoppet af togtrafikken.
Aarhus H gennemgår for tiden en større ombygning, der fra 2027 skal gøre det muligt for DSB at køre med nye eltog på strækningen mellem København og Aalborg.
Der har derfor været færre perroner at gøre brug af.
Informationschef for DSB, Tony Bispeskov, fortæller mandag, at orangebilletter kan genbruges senere på dagen.
- Skal man rejse i det område med en orangebillet, så kan man rejse senere. Normalt er en orangebillet knyttet til et bestemt afgangstidspunkt.
Man kan desuden søge om kompensation i henhold til rejsetidsgarantien, som træder i kraft, hvis man er mere end 30 minutter forsinket, understreger Tony Bispeskov.
Har man pladsbillet til et tog, som man ikke kan nå på grund af forsinkelser, kan man få refunderet, skriver DSB på sin hjemmeside.
/ritzau/