Troelsgaard stopper på landsholdet efter 18 års virke
Efter 197 landskampe og 57 mål stopper 37-årige Sanne Troelsgaard på fodboldlandsholdet.
Sanne Troelsgaard, der har spillet 197 A-landskampe, stopper på kvindernes fodboldlandshold.Det oplyser Dansk Boldspil-Union på sin hjemmeside.
Den nu 37-årige Troelsgaard spillede sin første landskamp for snart 18 år siden og optrådte for sidste gang ved sommerens EM-slutrunde i Schweiz.
- Det er et vemodigt farvel efter knap 18 fantastiske år, men det sker også med en meget stor taknemmelighed og glæde over alle de oplevelser, kampe, sejre, udfordringer og ikke mindst mennesker, jeg har mødt gennem min tid på landsholdet, siger Sanne Troelsgaard.
Med sine 197 landskampe er hun overgået af Katrine Pedersen, der spillede 210 landskampe. Troelsgaard nåede at score 57 mål for nationalmandskabet.
Fodbolddirektør Peter Møller kalder Troelsgaard "en sand legende".
- Hendes betydning for landsholdet både på og uden for banen har været enorm. Hun har altid været en kriger og en fighter, der er kommet langt på grund af sit talent, men i endnu højere grad sit hårde arbejde.
- Det har gjort hende til en rollemodel, og hendes dedikation og professionalisme har været en inspiration for hele holdet og de kommende generationer, siger Peter Møller.
Højdepunktet for Troelsgaard var finalen ved EM i 2017.
- Sanne har en stor aktie i landsholdets flotte resultater gennem flere årtier. Vi er dybt taknemmelige for de mange fantastiske oplevelser og minder, hun har givet os sammen med sine holdkammerater - ikke mindst EM-sølvmedaljen i 2017, lyder det fra Møller.
Troelsgaard vil være i Parken, når Danmark 28. oktober møder Finland, hvor hun vil blive hyldet, lyder det.
Troelsgaard skiftede tidligere på året fra Roma til FC Midtjylland. I karrieren har hun også været forbi klubber som Brøndby, FC Rosengård og Reading.
/ritzau/