Med snefnug og isbjørn hylder julemærke vigtige voksne i børns liv

6. OKT 2025 • 14:01INDLAND/KRIMINAL

Kunstner og børnebogsforfatter Emilie Melgaard Jacobsen har tegnet dette års julemærke, der er nummer 122.

Et snedækket bjerg, der symboliserer livets udfordringer, og en isbjørn, der er klar til at løfte børn og hjælpe dem på vej, er en del af dette års julemærke.

Det har dronning Mary og børnebogsforfatter og tegner Emilie Melgaard Jacobsen løftet sløret for mandag på Københavns Rådhus.

Emilie Melgaard Jacobsen, der står bag julemærket, fortæller, at isbjørnen og uglen, der er portrætteret på julemærket, skal symbolisere de "betydningsfulde voksne", der hver dag kæmper for børns trivsel.

Julemærket er et særligt frimærke, der sælges op til jul. Overskuddet fra salget går til julemærkehjemmene, der hjælper børn, som har det svært.

Der bliver dog ikke sendt nok breve i Danmark til, at salget af julemærker kan dække omkostningerne ved at drive de fem julemærkehjem, der er i Danmark.

Det pointerer konferencier ved præsentationen af julemærket, der er nummer 122 i rækken, Carla Mickelborg.

Salget af julemærker dækker omkring fem procent af udgifterne til at drive julemærkehjemmene.

Hvert år får omkring 1000 børn ophold på et af de fem hjem. Det er gratis for forældrene.

Det er børn, "der kæmper med mobning, ensomhed og lavt selvværd", lyder det på hjemmesiden for julemærkehjemmene.

Det er Julemærkefonden, som dronning Mary har været protektor for siden 2004, der driver julemærkehjemmene.

Hjemmene er næsten udelukkende finansieret af donationer fra privatpersoner, virksomheder og fonde.

Julemærkerne har været udgivet siden 1904. Det var daværende postmester Einar Holbøll fra Købmagergades Postkontor i København, der fik ideen til mærket.

Tidligere år er årets julemærke blevet illustreret af blandt andre tegner og forfatter Ib Spang Olsen, kunstner Bjørn Wiinblad og dronning Margrethe.

Sidstnævnte har tegnet motivet til et julemærke tre gange. Senest tegnede dronning Margrethe julemærket i 2015.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT