Hollænder vinder europæisk guld og får hævn for VM-nedtur

4. OKT 2025 • 17:18SPORT

Demi Vollering kørte solo i næsten 40 kilometer og vandt EM's linjeløb i suveræn stil.

Mens kvindernes cykel-VM i Rwanda fik en sensationel vinder i den upåagtede canadier Magdeleine Vaillieres, forløb lørdagens EM-linjeløb efter et mere velkendt mønster.

Det succesvante hollandske landshold styrede løjerne, og Demi Vollering blev europamester efter 116,1 kilometers arbejde på ruten i det sydlige Frankrig.

Vollering kørte de sidste 37 kilometer på egen hånd og vandt med et forspring på mere end et minut til Kasia Niewiadoma fra Polen og en anden hollænder, Anna van der Breggen.

Et andet af feltets store navne, den dobbelte Giro d'Italia-vinder Elisa Longo Borghini, forsøgte desperat at følge med i Vollerings angreb, men magtede ikke at lukke hullet til sin hollandske rival.

I stedet fik hun selskab af van der Breggen og Niewiadoma, som hun også snart måtte opgive at hænge på. Italieneren endte på en håbløs solomission i jagt på en medalje og gik helt kold mod slutningen.

Danmark stillede med tre ryttere, og holdet var aktivt fra start, da Christina Bragh Lorenzen tog initiativ til løbets første udbrud.

Hun fik følgeskab af ryttere fra Østrig og Slovakiet, men udflugten varede kun i omkring 30 kilometer, inden trioen blev halet ind af hovedfeltet.

Her sad Danmarks to stærkeste kort, Cecilie Uttrup Ludwig og Rebecca Koerner. Men ingen af dem markerede sig, da favoritterne lidt senere skilte sig ud.

Det stod hurtigt klart, at ingen kunne hente velkørende Vollering, der udbyggede forspringet og kunne juble ud til publikum på opløbsstrækningen.

Bagved fik Niewiadoma let spil i kampen om sølv. Anna van der Breggen, der vandt EM tilbage i 2016, overlod spurten til polakken og lod sig nøje med bronze.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT